Hvis Nicklas Bendtner scorer mod Rumænien i aften, vil det være hans første mål i 12 landskampe. Og det vil blive hans første scoring i Parken, siden han nettede to gange mod Italien 11. oktober 2013. Han var tæt på at øge til 2-0 til sidst mod Montenegro, og Bendtners oplæg til den chance, Christian Eriksen brændte kort før tid, var flot.
Angriberen, der har fundet ro og fornyet spilleglæde i Norge og er i form igen, trænger sig kraftigt på til startopstillingen. Det vil være svært at kritisere Åge Hareide, hvis han sætter Bendtner på holdet i en hjemmekamp, hvor vi må forvente at danskerne vil få et spilovertag, og at der kommer mange indlæg fra siderne og noget at arbejde med inde i feltet. Hverken midterangriberen Andreas Cornelius eller Yussuf Poulsen på højrekanten levede op til forventningerne i Montenegro.




























