Alt ved spillerne fra FC København udstrålede, at de var lettede. Deres drengede smil, de knyttede næver og jubelbrølene ud i den vindkolde, regnfulde vinteraften i Parken fortalte en hel historie i sig selv. Efter en noget nær katastrofal halvsæson i Superligaen ville det have været en »fiasko« – som Nicolai Boilesen udtrykte det – at ryge ud af en Europa League-gruppe med Lokomotiv Moskva, FC Zlin og Sheriff Tiraspol, der udgjorde torsdagens modstander.
Og det var netop den uoverskuelige fuser, som københavnerne var så lettede over at afværge. De vandt 2-0 og er klar til knockout-kampene efter vinterpausen, ligesom de har sikret deres klub mindst 8 millioner kroner i præmiepenge.



























