Da min lillebror var barn, var han sådan en lille elskværdig gammelklog type, der forholdsvis ofte fandt på at holde mindre ’forelæsninger’ om spændende fænomener, han havde læst en masse om. Ikke så sjældent handlede det om mystiske ting som Bermudatrekanten, Kaspar Hauser (en berygtet teenager, der ud af det blå dukkede op i Tyskland i 1800-tallet uden hverken at kunne tale, læse eller skrive) og den forsvundne by Atlantis, der ifølge sagnet en dag styrtede i havet. »Ja, jeg er jo sådan lidt selvbestaltet Atlantis-ekspert«, kunne han så finde på at afslutte det mere eller mindre umotiverede – men altid oplysende og evindeligt søde – foredrag med.
Womansplaining
I virkeligheden er vi mange voksne, der burde afslutte de mere belærende udgaver af vores talestrømme med: ’Ja, jeg er jo sådan lidt selvbestaltet ekspert på lige det her felt, hvor du egentlig ikke har bedt om hverken et vidensudtræk eller mit velmenende råd, men jeg synes alligevel, du har brug for at vide, hvordan sagerne står, set fra det her omnipotente egos synspunkt’. I virkeligheden er der ikke noget mere irriterende end lige præcis dét. Og i virkeligheden foregår det hele tiden – at vores egne behov for at belære/forsvare/forklare overskygger modtagerens for at lytte og forstå.
