Frankrig vandt VM-finalen med 3-0 over Brasilien, og målet til 1-0 blev scoret på hovedstød af Zinedine Zidane.
Foto: Sven Simon/AP

Frankrig vandt VM-finalen med 3-0 over Brasilien, og målet til 1-0 blev scoret på hovedstød af Zinedine Zidane.

Fodbold

Michel Platini: Snyd banede vej for VM-drømmefinale

Michel Platini indrømmer, at der var »en smule snyd« og 'rævestreger' indblandet i VM-lodtrækningen i 1998.

Fodbold

Den franske fodboldlegende Michel Platini afslører med 20 års forsinkelse, at der blev fusket med VM-lodtrækningen i 1998.

Lodtrækningen magede det således, at Frankrig og Brasilien ikke kunne møde hinanden før finalen, hvis de ellers vandt deres respektive grupper, som det skete.

»Frankrig-Brasilien i finalen, det var alles drøm. Der var en smule snyd«, siger Michel Platini i et interview med radiostationen France Bleu Sport.

Hele interviewet sendes søndag, men flere nyhedsbureauer og medier har fået fat i et par citater fra interviewet på forhånd.

»Vi brugte ikke seks år på at organisere VM uden at lave et par rævestreger. Tror du, andre VM-arrangører undlod det?«, siger og spørger den franske legende i interviewet.

Den nu tidligere præsident for Det Europæiske Fodboldforbund, Uefa, er udelukket fra alle fodboldrelaterede aktiviteter.

Både han og den forhenværende præsident for Det Internationale Fodboldforbund, Fifa, Sepp Blatter, blev dømt i forbindelse med den store korruptionsskandale, der har klæbet til Fifa i flere år.

Platini endte efter flere appelsager med at få fire års karantæne, mens Sepp Blatter endte med seks års karantæne.

Netop Sepp Blatter undrer sig over Michel Platinis udtalelser.

»Hvad der skete, var helt normalt«, siger schweizeren til nyhedsbureauet AP.

»Jeg er meget overrasket over, at Platini siger dette. Der var ingen snyd«, siger Sepp Blatter, som var generalsekretær i Fifa, da lodtrækningen fandt sted i 1997.

VM-finalen i fodbold i 1998 blev vundet 3-0 af Frankrig.

ritzau

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce