Hvor skal VM spilles i 2026? Nye metoder skal rette op på Fifa's blakkede ry

Gianni Infantino blev valgt som præsident for Fifa, da han med et valgløfte om at udvide VM-turneringen fra 32 til 48 hold skaffede sig god opbakning blandt mindre fodboldnationer.  Michael Buholzer/Ritzau Scanpix
Gianni Infantino blev valgt som præsident for Fifa, da han med et valgløfte om at udvide VM-turneringen fra 32 til 48 hold skaffede sig god opbakning blandt mindre fodboldnationer. Michael Buholzer/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Den russiske hovedstad Moskva er i disse dage ikke kun omdrejningspunkt for VM i fodbold 2018, hvor der er kickoff i morgen kl. 17 i åbningskampen mellem de russiske værter og Saudi-Arabien.

Allerede i dag er der maksimal fokus på en ekstraordinær begivenhed i millionbyen. Det sker, når Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) for første gang siden den enorme korruptionsskandale brød ud i lys lue i maj 2015 og siden medførte et præsidentskifte, stribevis af udelukkelser og korruptionsdomme samt reformer på de indre linjer, skal udpege en VM-vært.

Tildelingen af værtskabet for VM-turneringen i 2026 er et anliggende mellem det fælles nordamerikanske bud fra USA, Mexico og Canada og buddet fra Marokko. Det er punkt 13 på dagsordenen ved den 68. Fifa-kongres, der indledes kl. 8 onsdag morgen. En afgørelse ventes derfor tidligst et stykke over middag.

Ny afstemningsform skal forhindre korruption

I modsætning til tidligere – senest i 2010, da Rusland vandt værtskabet for 2018-udgaven og Qatar trak det længste strå i en uhyre kontroversiel afstemning om 2022 – er det ikke længere den nu afskaffede 27 mand store Fifa eksekutivkomité, der skal udvælge VM-værten ved en hemmelig afstemning. Der er derimod direkte og transparent valg.

Hvert Fifa-medlemsland har en stemme. I alt er 207 af 211 medlemslande stemmeberettigede - USA, Mexico, Canada og Marokko – må ikke gå til stemmeurnen, og det magiske tal er dermed altså 104. Spydige tunger vil hævde, at procedureændringen gør det dyrere, at ’købe’ sig til en VM-slutrunde. Antallet af stemmeberettigede er nemlig næsten ottedoblet.

Før afstemningen i Expocentre i det centrale Moskva har hvert bud en sidste 15 minutters præsentation, der måske – måske ikke – kan flytte stemmer i den over 200 mand store forsamling.

Den tredje mulighed

På stemmesedlen er der tre valgmuligheder:

  • USA, Mexico, Canada
  • Marokko
  • Ingen af buddene

Skulle det ske, at mere end 50 procent vælger ’Ingen af buddene’, er Fifa tvunget til at lade hele den langstrakte ansøgnings- og godkendelsesproces starte forfra. Det vil betyde, at lande fra Europa og Asien, der i første omgang var udelukket grundet Fifa’s rotationsprincip mellem verdensdelene, vil få mulighed for at melde sig i værtskabsræset igen.

Det mest sandsynlige er dog, at hverken buddet fra USA, Mexico, Canada eller buddet fra Marokko opnår de krævede 104 stemmer i første afstemningsrunde, hvorfor endnu en afstemningsrunde skal afvikles.

Afstemningen er allerede kontroversiel. Marokkanerne har ved flere lejligheder anklaget Fifa for at favorisere buddet fra Nordamerika, idet de amerikanske territorier Guam, Amerikansk Samoa, De Amerikanske Jomfruøer og Puerto Rico har status som selvstændige Fifa-medlemmer og ifølge nordafrikanerne qua tilknytningen til USA derfor ikke burde have stemmeret. Omvendt har præsidenten for det Afrikanske Fodboldforbund (Caf), Ahmad Ahmad fra Madagaskar, opfordret de over 50 afrikanske Fifa-medlemslande til at tale med en røst.

DBU med sen udmelding - fransk støtte til Marokko

Dansk-Boldspil Union (DBU) var for halvanden måned siden værter for et besøg fra de to rivaliserende bud, men formand Jesper Møller ville ved den lejlighed ikke afsløre, hvilket bud det danske forbund hælder til.

Formand Møller kunne dog oplyse, at der for første gang i mange år nok vil komme brud på den traditionelle nordiske enighed, og at forbundene i Danmark, Sverige, Norge, Finland, Island og Færøerne næppe stemmer på den samme kandidat.

Jesper Møller meddelte så tirsdag aften via Twitter, hvem DBU vil pege på.

»Danmarks stemme går til United Bid (USA, Canada, Mexico) som VM-vært 2026. To stærke bud i opløb, men VM skal ud til hele verden og derfor til Nordamerika efter 32 år. Også stærkeste bud ift menneskerettigheder og bæredygtighed«, tweetede Jesper Møller.

I det hele taget har kun ganske får nationale forbund offentligt udtalt deres støtte til en af slutrundebejlerne. Sikkert er det dog, at Det Franske Fodboldforbund (FFF) vil give deres stemme til Marokko. Frankrig har millioner af borgere med marokkanske rødder og en tæt tilknytning til det nordafrikanske.

Om Marokko kan samle yderligere 103 stemmer og sikre sig værtskabet for de 48 hold, der om 8 år vil udgøre alle tiders største VM-turnering, ved vi i løbet af onsdagen.

Kilder: Fifa og BBC.

Bo Moshage

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her