Verdens hurtigste hattrick. Intet mindre ville der have været tale om, hvis altså bare det havde været i kamp og ikke under træning af hurtige afslutninger med meget kort afstand mellem målene på den lækre bane i udkanten af Anapa, at Nicolai Jørgensen smaskede bolden i nettet 3 gange på sådan cirka 40 sekunder.
Angriberen fra Feyenoord kunne da heller ikke lade være med at smile, da han blev konfronteret med observationen under sin tur gennem den såkaldte mixed zone, hvor tre spillere dagligt står til rådighed for pressen om de sidste forberedelser til VM-premieren i morgen. Han ved godt, at de fodboldinteresserede danskere efterhånden venter temmelig utålmodigt på mål fra Åge Hareides foretrukne angriber – der sandsynligvis også er i startopstillingen mod Peru.





























