Det nationale spørgsmål er i sagens natur et hovedtema, når det gælder vores landshold. Det er i høj grad et fælles folkeligt anliggende, og det kræver jo nogen at være sammen med. En del af noget større og alt det der. Det er en trup af spillere med danske pas, der er i fokus, og folkesjælen svulmer, og landet står med brede bøge.
Men nationalisme i politisk forstand rummer det overhovedet ikke for mig. Jeg møder en gang imellem mennesker, der konsekvent har valgt at ignorere landsholdet og kun følger med i klubfodbold for ikke at falde i den nationalistiske sorte gryde. Jeg fanger godt pointen, men de fleste af os kan vist godt administrere vores optagethed af national-11’eren uden at forfalde til sygelig nationalisme. Der ligger en væsentlig differentiering dér.
