40, men hverken fed eller færdig: Buffon skifter til Paris Saint-Germain og vil vinde den største klubturnering

Gianluigi Buffon fortsætter karrieren i Paris Saint-Germain.  Andrea Di Marco/AP
Gianluigi Buffon fortsætter karrieren i Paris Saint-Germain. Andrea Di Marco/AP
Lyt til artiklen

Den italienske målmand Gianluigi Buffon fortsætter karrieren i Paris Saint-Germain.

Det bekræfter PSG fredag på sin hjemmeside, hvor klubben oplyser, at parterne har indgået en etårig aftale med option på yderligere et år.

»Det er med stor glæde, at jeg skifter til Paris Saint-Germain. Det er første gang i min karriere, at jeg forlader mit eget land, og det var kun et projekt, der er så ambitiøst som her, der kunne få mig til at træffe den beslutning«.

»Jeg kender til drømmene i PSG, som fansene har i deres hjerter. Jeg kommer med al min energi, al min erfaring og hele min tørst efter at vinde for at hjælpe klubben til at opnå alle sine mål for fremtiden«, siger Buffon blandt andet til klubbens hjemmeside.

40-årige Buffon forlader efter 17 år Juventus i hjemlandet, da sidste sæson sluttede med endnu et italiensk mesterskab. Hans største triumf kom i 2006, hvor han var med til at vinde VM med det italienske landshold.

På sit cv mangler Buffon dog Champions League-trofæet. Det satser PSG hårdt på at vinde.

PSG kan dog ikke bruge ham i de tre første Champions League-kampe.

Buffon skal afsone tre spilledages karantæne, som han har fået af Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) for et rødt kort samt kritiske kommentarer om dommeren Michael Oliver.

Italieneren modtog det røde kort, da Juventus røg ud i kvartfinalen i Champions League sidste sæson efter et samlet nederlag til Real Madrid.

I slutminutterne tildelte Michael Oliver Real Madrid et straffespark, som Buffon protesterede imod. Italieneren mente ikke, at der var straffe.

Målmanden fik et rødt kort for sine protester, da det blev for meget for den engelske dommer.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her