Nostalgi er stort i fodboldens verden. Det gik op for mig tidligt i mit eget fodboldelsker-eventyr. De fleste mandlige fodboldfans, jeg kender, har hang til nostalgien. De fleste mandlige fodboldfans, jeg kender, er omkring de 40, moderne fædre med smarte kondisko, tilflytnings-københavnere med hang til Arsenal, Man United, til nød Tottenham. Kombineret med AGF eller OB, det stammer fra ungdommen. Måske har os på omkring de 40 generelt en tendens til at mene, at hvis ikke verden allerede er gået af lave, så er den i hvert fald godt i gang med det. Og det er nu heller ikke helt ved siden af, Trump, klimaet, Danske Bank og e-sport taget i betragtning. De her halvgamle fodboldfans er således alle i mere eller mindre grad præget af en klassisk forfaldshistorie: Fodbold var meget bedre, dengang far var dreng! Nu er det noget LORT, ødelagt. Det var bedre, da Søren Lerby spillede uden benskinner, alle som én var i sorte fodboldstøvler uden dikkedarer, og Preben Elkjær røg Prince 100 i omklædningen, den slagterhund. Romantikken klistrer sig sødt til især 80’erne.
I lang tid grinede jeg lidt af det og med det, for fodbold var åbenlyst IKKE bedre dengang. Det er flottere nu, flere mål, bedre taktik, teknik, alting.
