Den mørkhårede mand i midten strålede med hele sit udtryk – de let sammenknebne øjne, paraderækken af hvide tænder, de rødblussende kinder. Det var da også et stort øjeblik.
Fredag 23. maj 2014 skiftede den svenske landsholdsspiller Per ’Pelle’ Nilsson til FC København, Nordens største fodboldklub. Og det var under den obligatoriske billedsession med Parken som kulisse, at han strålede med manager Ståle Solbakken på den ene side og teknisk direktør Johan Lange på den anden. Foran sig holdt forsvarsprofilen en hvid FCK-trøje med rygnummeret 4 og navnet Nilsson.



























