Ikke flere tumultariske situationer: Spillerforeningen hyrer William Kvist

William Kvist spillede sin sidste landskamp ved VM. Foto: Finn Frandsen/POLFOTO
William Kvist spillede sin sidste landskamp ved VM. Foto: Finn Frandsen/POLFOTO
Lyt til artiklen

33-årige William Kvist skal dobbeltjobbe.

Ud over pladsen i FC Københavns trup skal nu også de professionelle spilleres fagforening Spillerforeningen serviceres af midtbaneslideren. William Kvist tiltræder nemlig i en ny rolle som konsulent i Spillerforeningen for spillerne på A-landsholdet.

Kvists ansættelse skal ses i lyset af den landsholdsaftale, der efter lange forhandlinger blev indgået mellem Dansk Boldspil-Union (DBU) og Spillerforeningen i efteråret. Her blev der givet hånd på, at styrke tilliden og samarbejdet mellem parterne fremover, så man i fremtiden kan undgå tumultariske situationer som den, der gjorde, at DBU i september måtte sende et ’tegneseriehold’ beståede af spillere fra lavere rækker til en officiel landskamp i Slovakiet.

»Jeg vil arbejde for at styrke sammenhængskraften i dansk fodbold og kommunikationen mellem landsholdet og DBU, hvor vi i høj grad skal bygge på respekt og gensidig tillid«, siger William Kvist i en pressemeddelelse.

Under de afsluttende forhandlinger for den nye aftale for landsholdet var det Kvist, der repræsenterede Spillerforeningen i forhandlingslokalet, mens direktør i Spillerforeningen Mads Øland - ligesom DBU-direktør Claus Bretton-Meyer - var skubbet i baggrunden.

Øland er overbevist om, at Kvist kommer til at passe ind i sin nye rolle som konsulent.

Det samme er landsholdsanfører Simon Kjær.

»William var med til VM og har været en del af landsholdet i mange år, så han kender alle de ting i vores dagligdag, der skal prioriteres«, siger han i pressemeddelelsen.

»Selv om landsholdets resultater er fantastiske, så tror vi spillere på, at vi hele tiden skal udvikle os, og dette er en super opgradering og et godt skridt fremad for landsholdet og for dansk fodbold generelt«, fortsætter Kjær.

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her