OB var stærke i bronzemødet med Esbjerg og vandt 4-1.

OB scorer fire på vej mod bronze og Europa

Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Efter en elendig start på mesterskabsslutspillet kom OB i søndags for alvor op i omdrejninger med en stålsat præstation i 3-1-gevinsten mod de detroniserede mestre fra FC Midtjylland.

Fredag aften fortsatte opturen med endnu en hjemmesejr på 4-1 over oprykkerne fra Esbjerg i den direkte duel om Superligaens tredjeplads.

På Odense Stadion fyrede scoringer af Oliver Lund, to af Troels Kløve og Ramon Leeuwin op under den DM-bronzemedalje, der nu øjnes forude sammen med en mulig plads i Europa League – enten direkte, såfremt FC Midtjylland vinder pokalfinalen mod Brøndby, eller via playoff.

Backen Oliver Lund udplacerede Esbjerg-målmand Jeppe Højbjerg med et fladt skud i 16. minut, inden Troels Kløve med sin tredje afslutning på få sekunder fik scoret til 2-0 kort før pausen.

Ramon Leeuwin headede ind for OB efter pausen, mens Yuri Yakovenko reducerede med 20 minuter tilbage og Troels Kløve blev dobbelt målscorer få minutter før tid.

8 år uden Europa

OB spillede senest europæisk i 2011, da holdet snublede i sidste kvalifikationsrunde til Champions League mod spanske Villarreal og derfor fortsatte i Europa League-gruppespillet.

Med sejren over Esbjerg er OB nummer 3 i Superligaen med 51 point. Esbjerg har 50.

Fynboerne møder FC Nordsjælland på udebane og Brøndby på hjemmebane i de to sidste kampe i sæsonen. Esbjerg skal møde mestrene fra FC København hjemme og sølvvinderne fra FC Midtjylland ude.

Kampen minut for minut


Bo Moshage

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her