Lasse Schöne hæftede sig ved, at Ajax havde målspark med under et minut tilbage af tillægstiden mod Tottenham.

Lasse Schöne: Forfærdeligt at tabe i sidste sekund

 Lasse Schöne er med sine 32 år den mest rutinerede Ajax-spiller og han måtte trøste sine yngre holdkammerater som  Frenkie de Jong.  Foto: Piroschka Van De Wouw/Ritzau Scanpix
Lasse Schöne er med sine 32 år den mest rutinerede Ajax-spiller og han måtte trøste sine yngre holdkammerater som Frenkie de Jong. Foto: Piroschka Van De Wouw/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Tottenhams Lucas Moura scorede det afgørende 3-2-mål i det sjette overtidsminut, og det sendte onsdag aften Ajax ud af Champions League.

Med et flot hattrick fra Moura var det Tottenham og Christian Eriksen, der gik i finalen med samlet 3-3 på reglen om udebanemål, mens Ajax og Lasse Schöne er ude.

»At tabe på den måde i det allersidste sekund er selvfølgelig forfærdeligt«, siger Schöne til Ekstra Bladet.

Ajax-midtbanespilleren blev skiftet ud ved stillingen 2-2 efter en time, og fra bænken kunne han sammen med en ligeledes udskiftet Kasper Dolberg se det hele smuldre.

Endnu et kæmpedrama i CL: Tottenhams hattrick fuldender endnu et vildt comeback og sender Ajax ud

»Man sidder derude og bider negle. Vi har et målspark med et halvt minut igen, og så tænker man, at hvis vi kan sparke den ud af stadion, er der ikke lang tid igen«.

»Men vi får den hurtigt tilbage igen, og så sparker han den ind. Jeg var lidt sur og kastede med nogle ting, for det var lidt svært at forstå«, siger Schöne.

32-årige Schöne kalder det karrierens største skuffelse, også fordi han ikke forventer at komme så tæt på en Champions League-finale igen.

Nu fokuserer han på det hollandske mesterskab. Ajax fører den hjemlige liga på en markant bedre målscore end PSV før de sidste to ligakampe

»Vi har to finaler igen. To kampe, hvor vi kan sikre mesterskabet. Vi skal jo meget gerne blive mestre«.

»Lige nu er det svært at sætte ord på, men det er en vigtig kamp på søndag (mod Utrecht, red). Så vi har 24 timer til at sørge, så er det videre«, siger han.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her