Det har en rum tid været kendt, at de europæiske turneringer med Champions League som det åbenlyse flagsskib i de kommende år vil gennemgå endnu en transformation. Det ligger allerede fast, at en tredje turnering på niveauet under Champions League og Europa League vil se dagens lys i 2021. En turnering, der er skabt for at gøre bedre plads på de øverste hylder til Europas absolutte giganter.
Øverste niveau er engelske Tottenham ikke i nærheden af at være på endnu. Men Christian Eriksen og Co. arbejder på det. Kraftpræstationen onsdag aften i Amsterdam, hvor englænderne var nede 0-3 sammenlagt mod genopståede Ajax, men via et Lucas Moura-hattrick og en scoring 6 minutter inde i tillægstiden til 3-2-sejren sikrede sig avancement til en ren engelsk finale mod Liverpool, var et vidnesbyrd om, at engelsk repræsentation i de helt store finaler ikke forbeholdt Manchester United, Chelsea, Arsenal og Liverpool.




























