Madagascar skriver historie og slår tredobbelt mester

Madagascar leverede noget af en bedrift, da den fodboldmæssige lilleput i Afrika søndag besejrede selveste Nigeria ved Africa Cup of Nations. (Photo by Giuseppe CACACE / AFP)
   Foto: Giuseppe Cacace/Ritzau Scanpix
Madagascar leverede noget af en bedrift, da den fodboldmæssige lilleput i Afrika søndag besejrede selveste Nigeria ved Africa Cup of Nations. (Photo by Giuseppe CACACE / AFP) Foto: Giuseppe Cacace/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Madagascar leverede noget af en bedrift, da den fodboldmæssige lilleput i Afrika søndag besejrede selveste Nigeria ved Africa Cup of Nations.

2-0-sejren betød, at Madagascar snuppede førstepladsen i gruppe B, og dermed er klar til ottendedelsfinalen i landets første optræden i turneringen.

Nigeria var allerede klar til videre avancement, men derfor vil nederlaget uden tvivl give genlyd i afrikansk fodbold.

Lalaina Nomenjanahary udnyttede en nigeriansk forsvarsfejl efter 13 minutter, og så kunne han sparke bolden i mål og Madagascar foran 1-0.

Nigerias Leon Balogun så skidt ud i situationen og kiksede helt at få styr på bolden i eget felt.

Otte minutter efter pausen fik Madagascar så tilkendt et direkte frispark, og her blev Carolus Andreas' spark afrettet i Nigerias forsvarsmur, og bolden sejlede i mål til slutresultatet 2-0.

Tidligere i gruppespillet spillede Madagascar 2-2 mod Guinea og vandt 1-0 over Burundi.

Egypten var sikker på videre avancement inden 2-0-sejren over Uganda. Her scorede Liverpool-stjernen Mohamed Salah til 1-0 på et direkte frispark.

Egypten sluttede dermed øverst i gruppe A.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her