Vi vil hvert år sælge alle vores bedste spillere. Vi vil ikke købe nogen til at erstatte dem. På baggrund af dette vil vi inden for de næste 10 år vinde Superligaen med et 100 pct. egenudviklet hold, der vil være blandt Europas alleryngste. Undervejs vil vi spille med i Europa så ofte, det kan lade sig gøre. Vi skal i næsten alle sæsoner være en del af medaljekampen«.
Nogenlunde sådan lød det, da der kom nye ejere til FC Nordsjælland i januar 2016 – og vi var et par fans, der – sammen med resten af Fodbolddanmark – fik stadionpølsen galt i halsen. For det var jo det rene vanvid og fuldstændig umuligt. Men vi så da frem til de mange penge, den nye investorgruppe ville tilføre klubben, så det kunne lade sig gøre. Senere fandt vi ud af, at de ikke havde nogen penge med, at FCN selv skulle finansiere hele gildet, samt store dele af udgifterne til et akademi i Afrika – og at de rent faktisk mente, hvad de sagde. Vi er stadig ved at prøve at forstå det.


























