Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

Fodbold
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Peter Møller blev kendt som målscorer og derefter tv-vært: Nu lægger han linjen for dansk fodbold

Peter Møller er fodbolddirektør i Dansk Boldspil-Union. Hans første opgave var at skabe tillid mellem fodboldtoppen og landsholdsspillerne efter lønkonflikt.

Fodbold
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Mens de indkaldte eksperter i tv-studiet analyserede 1. halvleg af en kamp fra VM i Rusland sidste sommer, trak værten Peter Møller pludselig sin mobiltelefon op af lommen. Han kunne derefter med et smørret grin fortælle, at en seer minsandten gjorde opmærksom på, at det var 20-års dagen for Danmarks 4-1-sejr i VM-ottendedelsfinalen mod Nigeria, og det burde da derfor selvfølgelig fejres med et gensyn.

Således kunne vi alle sammen foran skærmen genopleve en af netop Peter Møllers stjernestunder i en ellers omtumlet fodboldtilværelse, og måden, den gamle angriber fik sneget det for ham så flatterende klip ind i udsendelsen på, var ganske kendetegnende for hans virke som fodboldvært i fjernsynet.

Det afvæbnende smil, grinet og selvironien var sammen med den faglige dygtighed nogle af den gamle målslugers varemærker, når han guidede seerne gennem en fodboldudsendelse, og det gode humør røg yderligere en tand i vejret, da han 2. oktober i fjor landede drømmejobbet som fodbolddirektør i Dansk Boldspil-Union.

Det var ellers på en dyster baggrund, Peter Møller blev hentet til en topstilling i fodboldunionen. Bagtæppet for ansættelsen var lønkonflikten mellem DBU og landsholdsspillerne, som sidste år var tæt på at bombe Danmark tilbage til stenalderen i fodboldmæssig forstand.

Der er 2 år, til der er EM i Danmark. Det skal vi med til

Efter tumulten med et vikarlandshold i Slovakiet og derefter indgåelsen af en aftale mellem DBU og spillerne skulle der ro på. Så Peter Møller blev sat i spidsen for unionens eliteafdeling, og derfra skulle han styrke sin nye arbejdsgivers samarbejde med landsholdsspillerne.

»Min primære opgave og fokus i starten bliver at få genskabt den tillid, der skal være mellem DBU og spillerne. Vi har været gennem en konflikt, der har været en skandale for både spillerne og DBU. Jeg tror, at rigtig mange fodboldfans har mistet kontakten til landsholdet. Den skal vi have genskabt. Der er 2 år, til der er EM i Danmark. Det skal vi med til«, lød noget af tiltrædelsesaftalen fra Peter Møller.

Nu skulle fodbolden atter i højsædet.

»Jeg har allerede talt med et par af spillerne på herrelandsholdet, og jeg kan mærke, at de synes, det er meget rart, at der kommer en, som har haft korte bukser og fodboldstøvler på«, sagde Peter Møller.

Før sin højtprofilerede rolle som tv-vært på DR, TV 2 og Canal 9 havde Peter Møller nemlig i den grad haft de korte bukser på.

Han fik sit gennembrud i AaB, hvor 46 mål i 81 kampe sikrede den langlemmede angriber en kontrakt med FC København.

På det tidspunkt havde han allerede fået sin debut på det danske landshold. Det skete i 1991 i en testkamp mod Island, og året efter var Peter Møller en del af den danske trup, der uden succes deltog i de olympiske lege i Barcelona.

Succes fik den skudstærke angriber til gengæld, efter at han havde foretaget det ’forbudte’ skift fra FCK til Brøndby. I løbet af 2 sæsoner, der begge resulterede i et dansk mesterskab, scorede Peter Møller 42 mål i 69 kampe.

Det banede vejen for et drømmeskift til hollandske PSV Eindhoven, og efter en sæson i Philips-byen gik turen videre til spanske Real Oviedo.

Inden de tre magre år i Ovideo kom det, som Peter Møller selv anser for højdepunktet i karrieren: VM i 1998.

Efter 3 pauvre kampe i den indledende runde, hvor angriberen ikke kom på banen, eksploderede landsholdet i en rus af champagnefodbold mod Nigeria i ottendedelsfinalen. Allerede i kampens 3. minut scorede Møller til 1-0, og knap 10 minutter senere bragede han et frispark af sted, som afrikanernes målmand blot kunne halvklare. Riposten scorede Brian Laudrup på, og selv om Møller blev skiftet ud efter knap en time, havde han været med til at skrive historie.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Angriberen var også med i VM-kvartfinalen mod Brasilien, men flere slutrundekampe blev det aldrig til.

Han sluttede karrieren med fire år som publikumshelt i FC København, og derefter startede karrieren udenfor banen.

Hvis nogen troede, at Peter Møller udelukkende var ansat som en slags kransekagefigur, der skulle sørge for et godt humør, så blev denne opfattelse radikalt ændret senest 12. juni.

Den dag svingede fodbolddirektøren øksen over landstræner Åge Hareide og dennes assistent, Jon Dahl Tomasson, til trods for at duoen på det tidspunkt var ubesejret i 28 kampe. Men næste år må Hareide og Tomasson forlade deres poster, som i stedet indtages af Kasper Hjulmand og Morten Wieghorst.

Peter Møller vil sætte sit eget hold, selv om han anser Hareide som den bedste mand til at sende Danmark til EM i 2020.

»På baggrund af den slutrunde kommer der en ny strategi fra DBU, og det er min opgave som direktør at sikre, at dansk fodbold udvikler sig i den rigtige retning. Og det er derfor, vi ser det her skift«, lød Møllers begrundelse for ikke at forlænge med den ellers succesrige nordmand.

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden