Efter lodtrækning kan landsholdet nu forberede sig på sine tre modstandere til sommerens EM.

Finland med bomberen Pukki venter Danmark til EM

Foto: Alkis Konstantinidis/Ritzau Scanpix
Foto: Alkis Konstantinidis/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Belgien. Rusland.

Og Finland.

Det danske fodboldlandshold kender nu alle tre modstandere ved det kommende EM, hvor landsholdet skal spille sine tre gruppekampe hjemme i Parken.

Efter en lodtrækning i Bukarest blev Finland den sidste modstander i gruppen i stedet for Wales, som det også kunne være blevet.

»Wales havde været værre end Finland, så jeg er godt tilfreds«, siger landsholdsspilleren Thomas Delaney til DR og tilføjer:

»Belgien er jo en af favoritterne«.

På forhånd lå det fast, at Åge Hareides landshold, der tidligere på måneden kvalificerede sig til EM med et hårdt tilkæmpet uafgjort resultat mod Irland i Dublin, skal op imod Belgien og Rusland.

Verdens bedste, de måske dopede og debutanterne fra Finland: Her er Danmarks EM-modstandere

Lodtrækningen magede det samtidig sådan, at landsholdet møder det på papiret nemmeste hold først, nemlig Finland med angriberen Teemu Pukki som den absolut største profil på holdet. Den kamp spilles 13. juni i Parken.

Herefter følger et opgør 18. juni i Parken mod verdens måske bedste hold lige nu, Belgien, og så Rusland til sidst, 22. juni, også i Parken.

Vinder Danmark gruppen, venter en 1/8-finale i Bilbao mod en gruppe 3’er fra A, D, E eller F.

En dansk andenplads i gruppen vil betyde knockoutkamp i Amsterdam mod nummer to fra gruppe A.

Går landsholdet videre som en af de fire bedste 3’ere, skal de rødhvide enten op mod gruppe E eller gruppe F-vinderen i enten Glasgow eller Budapest.

EM-grupperne

A: Italien, Schweiz, Tyrkiet, Wales

B: Danmark, Belgien, Rusland, Finland

C: Holland, Ukraine, Østrig, playoff-vinder

D: England, Kroatien, Tjekkiet, playoff-vinder

E: Spanien, Polen, Sverige, playoff-vinder

F: Tyskland, Frankrig, Portugal, playoff-vinder

Niels Holst

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her