FCK-anfører Carlos Zeca spillede det meste af kampen uden syn på venstre øje, men så en kæmpe præstation.

Enøjede Carlos Zeca: Vi er et stort hold

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

FC Københavns anfører, Carlos Zeca, er ikke i tvivl om, hvad 3-1-sejren ude over Celtic i Europa League skal ses som et udtryk for. Nemlig af FCK er et storhold.

»Jeg kan ikke være mere stolt af mine holdkammerater. Vi spillede mod en så god modstander med stor støtte fra publikum og vandt«.

»Det kan kun store hold gøre, og vi viste, hvor stort et hold vi er«, siger FCK-anfører Carlos Zeca til 6’eren.

Han afslører også, at han i det meste af kampen havde store problemer med synet på venstre øje, efter han fik en bold i hovedet i kampens start.

»Fra omkring det 20. minut spillede jeg uden at kunne se noget på mit venstre øje«.

»Jeg ville ikke have bolden for meget, for jeg vidste, at jeg ville miste den, fordi jeg ikke kunne se, men det offer var jeg klar til at gøre«.

»Med team spirit gjorde vi det«, siger Zeca til 6’eren.

Med 3-1 er FCK videre til ottendedelsfinalerne med sammenlagt 4-2 over det skotske storhold.

Michael Santos bragte gæsterne foran i Glasgow efter en foræring af hjemmeholdet.

Edouard udlignede på et klodset straffespark begået af Ragnar Sigurdsson syv minutter før tid, før FCK i en hektisk slutfase to gange slog kontra og scorede ved Pep Biel og Dame N’Doye.

Det betyder, at FCK er med i hatten, når der fredag trækkes lod til ottendedelsfinalerne.

Ståle Solbakken ved godt, hvad han ønsker sig i andendagsgave.

»Jeg håber, vi kan få et hold, det realistisk set er muligt at slå«, siger han.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her