I flere tilfælde har Danske Spil udbudt væddemål på venskabskampe med ukrainske amatørhold, hvor det har vist sig at være storstilede fupnumre – og hvor opgørene med en vis sandsynlighed aldrig har fundet sted. Der er tale om dyster med holdene Lozovatka, Melitopol Cherry, FC Berdyansk og Tavria, som var på den statsejede bookmakers program i sidste uge.
Fodboldforbundet i Ukraine opdagede, at noget var helt galt, da etikchefen Francesco Baranca på kort tid modtog flere alarmer om, at der på forhånd var spillet meget store beløb på et bestemt forløb i en af kampene. Der skulle stå 0-0 ved pausen, og så skulle Tavria vinde 5-1 over Berdyansk. Præcis sådan gik det.
I sig selv indikerede det storstilet fusk med stor fortjeneste til kriminelle matchfixere, men hurtigt opdagede Baranca, at fupnummeret var større end som så. Det involverede flere kampe med de fire ukrainske klubber og ikke nok med det:
»Vi spurgte klubberne, hvad der skete. De måtte slet ikke spille fodbold, for landet var lukket ned på grund af coronakrisen. Men deres svar var klart: De spillede slet ikke fodbold, de var ikke engang samlet«, siger italienske Francesco Baranca.
Han er overbevist om, at der er tale om såkaldte spøgelseskampe. Kampe, der reelt ikke finder sted, men som alligevel er på forskellige bookmakeres program, fordi der bliver indrapporteret falske data fra de forlorne opgør, så kriminelle kan tjene stort på spilmarkedet. Selv hvis kampene havde fundet sted, burde de aldrig have været åbne for væddemål, mener chefen for indsatsen mod matchfixing i Ukraine:
»Den slags opgør bør slet ikke blive udbudt. Risikoen for matchfixing er for høj, og helt ærligt har de ingen sportslig værdi. Holdene spiller i sjette division, det er amatørniveau for helt almindelige mennesker«, siger Francesco Baranca, der har modtaget alarmer på i alt 17 kampe fra Ukraine, Rusland og Hviderusland.
Også forsker og lektor Declan Hill, en af verdens førende eksperter i matchfixing, advarer mod venskabskampe fra Ukraine og Rusland, især under coronakrisen.
»Der er en hel række alarmer om venskabskampe i Rusland, der fandt sted cirka samtidig som de ukrainske spøgelseskampe. Det handler både om normale, fiksede kampe og spøgelseskampe, men det bunder i det samme: Markedet er desperat efter produkter, når så meget sport er aflyst på grund af corona«, siger Declan Hill og tilføjer:
»Når Danske Spil og andre bookmakere ikke kan levere et troværdigt produkt uden klar risiko for matchfixing eller spøgelseskampe, skal de lade være. Højrisikokampe skal slet ikke på programmet«.
Danske Spil: Vi har udvist ansvar
Danske Spil har udbudt væddemål på tre af de ukrainske kampe og på en række dyster fra Rusland. De statsejede bookmakere i Norge og Sverige har fravalgt de formodede spøgelseskampe.
»Kampene er gledet ind på vores platforme, fordi vores udbud i øjeblikket er meget begrænset. En af vores leverandører af spildata, Genius Sport, har i første omgang accepteret kampene og bekræftet, at de fandt sted. Derfor ringede der ingen alarmklokker, før kampene var spillet, og der blandt andet kom en repræsentant fra en ukrainsk klub ud og sagde, at kampen altså ikke var blevet spillet«, siger Niels Folmann, direktør for Danske Licens Spil, som er den gren af Danske Spil, der udbyder sportsvæddemål:
»Leverandører som Genius Sport har scouts ude til kampene, som leverer information tilbage om, hvad der foregår, så der var ifølge dem evidens for, at kampene blev spillet. Der er noget i Genius’ system, som har skabt et mismatch. Vi kan ikke leve med, at der bliver sat spørgsmål ved kampene. Derfor har vi taget kontakt til Genius og senere fået bekræftet, at der var usikkerhed omkring de kampe. Derefter har vi valgt at annullere væddemålene, hvor spillerne har tabt deres indskud. De, der har vundet på de omtalte kampe, har fået lov til at beholde deres gevinst«.
Har I været ansvarlige nok ved at udbyde de her kampe fra Ukraine og Rusland?
»Ja, det synes jeg, at vi har. Vi er sindssygt kede af, at vi er havnet i den situation, hvor man kan stille spørgsmål ved nogle af kampene. Men vi synes samtidig, at vi har fravalgt nogle af de mest risikofyldte. Og så vil jeg skynde mig at sige, at vi bliver klogere hver eneste dag også under disse coronatider«, siger Niels Folmann og tilføjer, at »Genius har forsikret os, at de har opstrammet deres sikkerheds- og kvalitetsprocedurer for denne type kampe«.
Vi er sindssygt kede af, at vi er havnet i den situation
Niels Folmann, Danske Spil
Mens Danske Spil altså udbød kampene, var det aldrig på tale hos Svenska Spel:
»Det er hårde tider, for vi har ikke noget at tilbyde kunderne. Men vi springer ikke over, hvor gærdet er lavest og tilbyder kampe, hvor der kan være problemer med integriteten. Der har vi ikke tilbudt kampene fra Ukraine og Rusland«, siger Dan Korhonen, chef for sportsspil og spilsikkerhed hos Svenska Spel:
»For os som statsejet bookmaker skal indkomsten ikke være førsteprioriteten. Det bør være vores integritet og at tilbyde vores kunder sikre spil«.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter