0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

AaB tabte pokalfinalen på banen og tribunen: Fans ignorerede corona-regler og satte hele dansk fodbold i et dårligt lys

SønderjyskE vandt pokalfinalen for første gang, men en gruppe AaB-fans stjal opmærksomheden og fik kampen afbrudt længe.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

På grund af tiltagene mod covid-19 skulle fansene sidde ned med stor afstand under pokalfinalen, men det ignorerede en stor gruppe AaB-fans, der også fyrede romerlys af.

Fodbold
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Fodbold
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

De var tydeligt slagne, spillerne fra AaB. På Blue Water Arena i Esbjerg stirrede de ud i den kølige sommeraften, mens de prøvede at fatte, at de havde tabt en historisk og usædvanlig pokalfinale. Og mens modstanderne fra SønderjyskE susede rundt i jubel og fejrede klubbens første triumf i turneringen.

På banen tabte AaB med 2-0, men nederlaget var større på tribunerne, hvor en gruppe fans ignorerede coronareglerne og fik kampen afbrudt i et kvarters tid. Der var meget at kapere for de slagne.

Allerede før kampen stod det klart, at der var meget på spil for de to hold, men der var også en fornemmelse af, at der var meget på spil for dansk fodbold. Blandt tilskuerne var en vigtig gæst: Kulturminister Joy Mogensen (S).

I dagene op til pokalfinalen havde der været stor debat om, hvor mange tilskuere det skal være muligt at lukke ind på stadionerne, så længe coronavirussen stadig sniger sig rundt blandt danskerne. Budskabet fra klubberne er klart: De ønsker et klart signal fra politikerne om, at der bliver arbejdet hen mod at udnytte kapaciteterne næsten fuldt ud – det er vigtigt af økonomiske årsager, så de kan tjene mere på kampdage og vigtigst af alt kan få lettere ved at sælge sponsorater.

De har fået lov til at have flere end 500 personer på stadion resten af superligasæsonen, men de er stadig langt fra at måtte udnytte alle sæder. Derfor skulle dansk fodbold vise Joy Mogensen, hvor godt og sikkert en kamp kan afvikles. Sådan gik det bare ikke.

Fans stimlede sammen i klump

Det startede fint med, at kulturministeren hilste på alle spillerne fra AaB og SønderjyskE med albuen, som den nye corona-logik tilskriver. Derefter gik det hurtigt galt. Egentlig var de cirka 1.700 tilskuere placeret med god afstand mellem hinanden, og de havde fået at vide, at de skulle sidde ned og blive på deres plads. Men det ignorerede en stor gruppe AaB-fans, der stimlede sammen i en sortklædt klump bag det ene mål, hvor de sang og brølede og tiltrak sig opmærksomheden.

Første advarsel lød et kvarters tid minutter inde i den livlige kamp, der på det tidspunkt havde været mere intens end velspillet og indeholdt flere gule kort end chancer.

»På grund af de skærpede covid-19-omstændigheder er det rigtig vigtigt, at vi alle sidder ned«, lød det i højttaleren.

Det ændrede dog intet. Til gengæld affyrede et par AaB-fans romerlys, mens kulturministeren kunne følge det hele fra langsiden, hvor hun sad med god afstand til dansk fodbolds fremmeste repræsentanter – formændene for DBU og Divisionsforeningen, Jesper Møller og Thomas Christensen. Stadionspeakeren prøvede igen uden held. Og en lille halv time inde i pokalfinalen fløjtede dommeren den midlertidigt af.

»Vi skal gøre opmærksom på, at kampen ikke bliver genoptaget, før alle har fundet deres plads og sat sig ned«, rungede det ud over Blue Water Arena.

Klubikonerne Rasmus Würtz og Thomas Augustinussen – nu trænerassistenter for det nordjyske hold – løb ned mod fansene og forsøgte med fagter og ord at få dem til at sprede sig og sætte sig ned. Lige lidt hjalp det. Først buhede fansene fra SønderjyskE ad AaB’erne, siden sang de i kor:

»Taberdøm dem, taberdøm dem«.

Først da talrige kontrollører indtog tribuneafsnittet, skete der et opbrud blandt de mange fans, der insisterede på at ignorere alle retningslinjer. Efter et kvarters tid kunne kampen endelig fortsætte:

»Tusind tak for hjælpen. Husk, at vi gør det for vores alle sammens skyld. Vi er i en situation, hvor vi skal passe rigtig godt på hinanden. God pokalfinale«, sagde stadionspeakeren, mens Sydjyllands Politi annoncerede på Twitter:

Annonce

»En større gruppe fans er blevet bortvist fra stadion«.

Intet behov for at taberdømme

Alt det var Joy Mogensen, dansk fodbolds top og tusinder af tv-seere vidner til, og sindene kogte. På Twitter råbte nogle op om manglen på logik i, at fansene ikke måtte stå sammen, når de kort efter skulle sidde tæt op ad hinanden i en bus mod Nordjylland. Andre klandrede arrangørerne. Men de fleste harcelerede bare over, hvor dumt og egoistisk det hele var. Hvordan de få satte sig over de mange, og hvordan det risikerede at ramme hele dansk fodbold, der kæmper for at få flere tilskuere ind.

På stadion sivede der lidt liv ud af stemningen, men til gengæld tog kampen til og kom endelig i fokus. AaB’s største stjerne og anfører, Lucas Andersen, måtte udgå må en skade efter en hård tackling, og det var, som om det hele bare varslede dårlige tider. Det var ikke nødvendigt for SønderjyskE-fansene at få modstanderen taberdømt.

Først bragte den tidligere AaB’er Anders K. Jacobsen holdet fra Haderslev på 1-0, da han 5 minutter inde i de 14 minutters overtid i første halvleg dirigerede bolden i nettet via en modstander. Og siden gjorde han det til 2-0, da han efter pausen dirigerede et fladt indlæg i mål. Det afgjorde kampen, så AaB stod tilbage som den store taber – på banen såvel som tribunen.

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts