I en stor del af sæsonen var det oplagt, at den danske målmands Leicester-hold ville sikre sig Champions League-adgang, men det kiksede efter 0-2 mod United i søndagens Premier League-afslutning, som også sikrede Chelsea mere europæisk topfodbold.

Den bitre pille: United knuser i sidste runde Schmeichels drøm om Champions League

Situationen, der søndag blev optakt til en afgørelse af Champions League-skæbnen for Leicester og Manchester United. Anthony Martial fældes i anden halvleg af Leicesters Wes Morgan og Jonny Evans, og det udløste et straffespark, som Bruno Fernandes scorede på. Foto: Oli Scarff/Ritzau Scanpix
Situationen, der søndag blev optakt til en afgørelse af Champions League-skæbnen for Leicester og Manchester United. Anthony Martial fældes i anden halvleg af Leicesters Wes Morgan og Jonny Evans, og det udløste et straffespark, som Bruno Fernandes scorede på. Foto: Oli Scarff/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Når der for længst var sat navn på både mesterskabet og den ene nedrykker, var det godt for fans af engelsk fodbold, at søndagens sidste runde i Premier League stadig indeholdt spænding om billetter til Champions League og Europa League samt de sidste nedrykningspladser.

Mesterholdet Liverpool og tabellens nr. 2 Manchester City havde skaffet sig adgang til næste Champions League, selv om sidstnævnte først måtte igennem en sag ved sportsdomstolen CAS, men der var mellem tre klubber lagt op til hård kamp om de sidste to billetter til Europas største klubturnering. Kunne Manchester United beholde sin tredjeplads, og kunne Chelsea beholde sin fjerdeplads, eller ville Leicester overhale dem begge eller en af dem i sidste øjeblik?

Lige i dette tilfælde er der grund til at lære af amerikanerne

Leicester med Kasper Schmeichel på mål kunne søndag aften selv afgøre sagen hjemme på King Power Stadium, da det netop var rivalen Manchester United, der kom på besøg. Men begge hold havde svært ved at producere målchancer, og da gæsterne kunne klare sig med uafgjort, lå presset på hjemmeholdet.

Efter en målløs første halvleg skulle Leicester frem og knække United, men da Anthony Martial stak af på en Bruno Fernandes-pasning og blev nedlagt af både Jonny Evans og Wes Morgan i feltet, kunne Fernandes fra pletten sikre sit hold en 1-0-føring, der senere blev øget til 2-0 efter en stor Kasper Schmeichel-fejl, som indskiftede Jesse Lingard udnyttede. Det udløste en Champions League-billet.

En bitter pille at sluge f0r Leicester-manager Brendan Rogers og hans spillere, som før coronapausen leverede flot fodbold og optrådte som et klar kandidat til en top 3-position. Nu blev holdet nr. 5 og må på internationalt plan i stedet spille Europa League. Kasper Schmeichel, som har givet klart udtryk for, at han gerne vil spille mere Champions League, må altså vente en sæson til.

Chelseas sidste udfordring i denne omgang var altid farlige Wolverhampton, som fra sin sjetteplads kunne skimte deltagelse i Europa League, selv om Tottenham pressede på bagfra. På Stamford Bridge lykkedes det dog allerede i første halvleg hjemmeholdet at sætte sig på opgøret, da bl.a. formstærke Olivier Giroud igen scorede. Chelsea vandt 2-0 og er med i Champions League.

Wolverhampton sluttede lige uden for de europæiske billetter, hvoraf Tottenham tog den sidste med kvalifikation til Europa League efter 1-1 hos Crystal Palace.

Aston Villa redder livet

Ligesom deltagelse i lukrative Champions League er af største vigtighed for de engelske storklubber, er det at holde sig oppe i Premier League af største betydning for de mindre klubber. Der er bare rigtig mange flere penge at hente i den øverste række i forhold til en deltagelse i Championship.

Norwich var rykket ned, men Aston Villa, Watford og Bournemouth var deltagere i en indædt kamp for overlevelse i en række, hvor de tre nederst placerede efter hver sæson bliver siet fra. Aston Villa var oprykker og havde med en overraskende hjemmesejr over Arsenal i næstsidste runde overhalet Watford, men en tur til London Stadium og et møde med West Ham lød ikke som en enkel opgave at løse.

Den duel sluttede 1-1, og traditionsklubben fra Birmingham tager dermed endnu en sæson i Englands øverste række.

Watford skulle forsøge at gøre Villa kunsten efter og besejre Arsenal – dog på Emirates – og den opgave kunne det kriseramte hold ikke løse. Opgøret sluttede 3-2 til Gunners, som denne gang ikke havde noget europæisk at spille for. Watford er dermed Championship-hold efter en skrækkelig periode oven på coronapausen.

Bournemouth stod, ligesom rivalerne, over for at skulle præstere stort på udebane, og mod Everton viste holdet imponerende god moral med en 3-1-sejr. Det var imidlertid ikke nok på grund af Villas ene point, hvorefter Bournemouth nu gør Watford selskab i den næstbedste række.

Den engelske sydkyst er altså skåret ned til to Premier League-mandskaber, Southampton og Brighton, mens traditionsrige Leeds og West Bromwich rykker op og får selskab af enten Swansea, Brentford, Cardiff eller Fulham.

Spansk profil sagde farvel

Mesterholdet Liverpool lukkede PL-sæsonen med 99 point ved at vinde 3-1 på udebane over Newcastle United, mens Manchester City nåede 102 scoringer via en 5-0-hjemmesejr over bundproppen Norwich. Her spillede anfører David Silva sin sidste kamp for City efter 10 sæsoner, hvor den elegante spanske midtbaneregissør har været med til at løfte niveauet i Premier League.

Carsten Godtfredsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her