Siden Christian Eriksens seneste landskamp i november, da Danmark kvalificerede sig til det nu udskudte EM, har mediernes falkeblik været solidt forankret på den danske offensive midtbanespiller.
Siden da har Eriksen nemlig foretaget et omdiskuteret klubskifte fra Tottenham Hotspur til den milanesiske traditionsklub Inter Milan, der har ført til uudtømmelige analyser fra kommentatorer, mandagstrænere, tidligere fodboldspillere og sågar den forhenværende danske landstræner Åge Hareide. Analyser, der synes at have omdrejningspunkt om ét spørgsmål: Hvorfor har den danske landsholdsspiller endnu ikke præsteret på det niveau i Inter, som han tidligere selv har sat og cementeret for både klub- og landshold?




























