Anders Dreyer blev matchvinder i formidabel sejr over Frankrig.

U21-holdet indleder EM med sensation efter perlemål

Foto: Marton Monus/Ritzau Scanpix
Foto: Marton Monus/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

U21-landsholdet fuldendte en stor dansk fodbolddag med overrumplende 1-0-sejr over Frankrig ved EM-slutrunden i Ungarn.

Med en disciplineret indsats formåede de unge danskere at holde Frankrig fra at skabe en eneste åben målchance, selv om de blåklædte favoritter havde klart overtal i boldbesiddelse.

Afgørelsen faldt efter 75 minutter, da Jacob Bruun Larsen med en fænomenal aflevering spillede bolden bagom den fransk forsvar, hvor indskiftede Anders Dreyer med et perfekt timet løb og en enkelt træk rundede den franske målmand og trillede sejrsmålet over stregen.

Først efter den danske scoring kom Frankrig frem til de første to afslutninger indenfor målrammen, men de sad begge sikkert i favnen på OB-målmanden Oliver Christensen, der også var en tur langt ude af sit straffesparksfelt for at stoppe et fransk angreb.

Anfører Victor Nelsson var en solid skanse i midterforsvaret, og på den defensive midtbane leverede Nikolas Nartey en stærk indsats på det imponerende danske kollektiv.

Danskerne kom heller ikke til nævneværdige chancer udover scoringen. Jacob Bruun Larsen fik ikke headet ordentligt på et godt oplæg fra Gustav Isaksen, og Jesper Lindstrøm havde et langskud, der ikke var i nærheden af målet.

Danmark møder i den næste kamp Island, der blev skilt ad af effektive Rusland i den første kamp med en 4-1-sejr.

De to bedste fra de indledende fire grupper fortsætter til kvartfinalerne, der først afvikles om to måneder.

Således forløb kampen ifølge Ritzaus livedækning:


Allan Nielsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her