Når EM i fodbold skydes i gang om tre uger er håbet, at der rundt om i landet kan afholdes en række storskærmsfester. Der har dog været stor usikkerhed om, hvorvidt arrangementerne kan gennemføres på grund af de nuværende forsamlingsrestriktioner.
Den politiske aftale, der natten til tirsdag blev indgået mellem regeringen og en række partier, åbner dog mulighed for, at danskerne kan samles om storskærme for at se fodbold.
Den politiske aftale, der natten til tirsdag blev indgået mellem regeringen og en række partier, åbner nu muligheden for, at danskerne kan samles om storskærme for at se fodbold i større omfang end før.
De ni aftalepartier er nået til enighed om at lempe en række forsamlingsrestriktioner, der ellers er planlagt til 1. juli, før tid, når det gælder de officielle fanzone-arrangementer i København i forbindelse med EM. Det betyder, at sektioneringskravet for stående publikum ved udendørsarrangementer i hovedstaden hæves til 500. Samtidig lempes arealkravet til to kvadratmeter. Det betyder, at der skal være afsat minimum to kvadratmeter til hver person, der gæster de mulige fanzone-fester under EM.
Arrangementer i provinsen kræver billet
I København var der oprindeligt planlagt storskærmsarrangementer ved Ofelia Beach samt Rådhuspladsen og ved Øksnehallen. Men det var, før coronapandemien brød ud. Det er endnu uvist, præcis hvordan arrangementerne i hovedstaden kommer til at tage sig ud, og hvor mange der bliver, lyder det fra de danske EM-arrangører tirsdag formiddag efter nattens aftale.
I genåbningsaftalen er det altså kun de officielle EM-arrangementer i København, der må lave sektioner med 500 stående personer i forbindelse med EM-kampene. I resten af landet må der frem til 1. juli være 200 stående samlet i én sektion til storskærmsarrangementer udendørs.
Men der bliver alligevel afholdt fodboldfester rundt om i landet i forbindelse med Danmarks kampe. I Aalborg vil man kunne se dem på storskærm i Kildeparken i forbindelse med arrangementet ’Sommer I Kilden’. Her er man klar til i første omgang at lukke 500 siddende gæster ind. For at deltage skal man have billet.
Aarhusianerne får også mulighed for at mødes og se Danmarks kampe. Det sker ved Musikhuset i forbindelse med ’Aarhus Åbner Op’. Det bliver et siddende arrangement, hvor der vil være to sektioner med 500 personer i hver. Her skal man også have billet for at deltage. I hverken Aarhus eller Aalborg har nattens politiske aftale indtil videre ændret på afviklingsplanerne.
EM skydes i gang 11. juni og foregår over en måned. København er blandt de 11 værtsbyer.
Ritzau
fortsæt med at læse




























