Medens de nordiske fodboldforbund med små skridt på stedet forsøger at markere en undseelig protest mod forholdene i Qatar, stormer det danske landshold med syvmileskridt mod næste vinters VM i ørkenstaten.
Den overbevisende 5-0-sejr over israelernes til lejligheden lovpriste angrebsmaskine afrunder endnu en succesfuld landsholdssamling for det suveræne førerhold i gruppe F. Med utrolige 18 point og målscoren 22-0 efter 6 kampe rammer herrelandsholdet statistikker, som ellers kun ses i kvindefodbold og jævnligt bruges til at miskreditere de dygtige kvinder.


























