Som Kasper Hjulmand står der og læner sig ind over banden, kan han let fremstå som en mand, der har svar på alt. Rødmossede kinder under det brune hår, rolig stemme, ofte et smil og en sikker talestrøm akkompagneret af hændernes slag i luften ved hver pointe.
Før landsholdets træninger på stadionets dybgrønne fodboldbane i Helsingør skaber journalister en storm af spørgsmål, der blæser fra nord, syd, øst og vest på snart sagt samme tid. Hvad skal spillerne øve sig på op til VM-kvalifikationskampene mod Moldova og Østrig? Hvad betyder det for ham at have fået Christian Poulsen som ny assistent? Hvordan ser landstræneren på planerne om at afholde VM hvert andet år?




























