Slutter i dag: Få Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Den franske fodboldkåring Ballon d’Or pegede på den fantastiske argentiner.

Lionel Messi erobrer for syvende gang titlen som verdens bedste

Det behøver ikke nødvendigvis at være slut med navnet Messi i international fodbold, når Lionel Messi engang slutter karrieren. For med tre sønner, der i aftes var med i Paris, er der muligheder for nye triumfer.  Foto: Benoit Tessier/Ritzau Scanpix
Det behøver ikke nødvendigvis at være slut med navnet Messi i international fodbold, når Lionel Messi engang slutter karrieren. For med tre sønner, der i aftes var med i Paris, er der muligheder for nye triumfer. Foto: Benoit Tessier/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Det blev Lionel Messi, som for syvende gang mandag aften kunne lade sig kåre som vinder af Ballon d’Or-kåringen i Paris. Han vandt afstemningen foran det polske målscorerfænomen fra FC Bayern München, Robert Lewandowski.

Messi, der er skiftet fra Barcelona til Paris Saint-Germain, lykkedes i 2021 blandt andet omsider med at vinde Copa América, hvor Argentina i finalen besejrede den evige rival Brasilien.

Nummer 3 i kåringen blev Jorginho, der førte Italien til EM-titlen og Chelsea til Champions League-titlen.

Den danske landsholdsanfører Simon Kjær blev igen hædret for sin indsats ved Christian Eriksens alvorlige uheld under EM-slutrunden og sluttede som nr. 18 i kåringen.

Ligeledes mandag aften blev det spanske Alexia Putellas, der i Paris kunne lade sig hylde som bedste kvindelige fodboldspiller i 2021. 27-årige Putellas spiller for FC Barcelona og det spanske landshold. Danske Pernille Harder sluttede som nr. 7 i kåringen, hvor hun i 2018 indtog andenpladsen.

Bedste målmand blev den italienske europamester Gianluigi Donnarumma, der efter en række år i AC Milan nu spiller for Paris Saint-Germain. Trods sine blot 22 år har Donnarumma allerede spillet 40 landskampe. Kasper Schmeichel kom ikke blandt de fem finalister i denne kåring.

Årets klub blev Chelsea, der havde succes både hos mænd og kvinder.

Carsten Godtfredsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her