SUPERLIGA
Runde 24
- Nedrykningsspillet
- FC Nordsjælland-AGF 2-2
- SønderjyskE-OB 2-2
- Vejle-Viborg 2-2
- Mesterskabsspillet
- AaB-Randers FC 3-0
- Silkeborg-Brøndby 3-0
- FC København-FC Midtjylland 1-0
Vejle - Viborg 2-2
1-0 Allan Sousa (straffe 4) 1-1 Jakob Bonde (straffe 14) 2-1 Arbnor Mucolli (48) 2-2 Justin Lonwijk (90+7). Udvist: Raul Albentosa, Vejle (83)
Vejle Boldklub og Viborg fik et point hver, da holdene mandag spillede 2-2 i et sandt drama på Vejle Stadion.
Et hovedstød fra Viborgs Justin Lonwijk på en returbold fra et straffespark i syv minutters tillægstid sikrede det ene point til udeholdet.
Vejle fik ellers en drømmestart på begge halvlege, men det var altså ikke nok til, at værterne kunne hive alle tre point med fra kampen.
Overordnet set var spillet meget ligeligt fordelt mellem de to hold igennem hele kampen, og derfor var det ikke ufortjent, at kampen endte uafgjort.
Med otte spillerunder igen har Vejle fire point op til FC Nordsjælland, der ligger på den gode side af nedrykningsstregen. Viborg har på syvendepladsen tre point ned til AGF.
Vejle fik den bedst tænkelige start på kampen, da holdet efter kun fire minutter kom foran på et straffespark, der sikkert blev sparket ind af angriberen Allan Sousa.
Lykken varede dog kort for vejlenserne, idet Viborgs midtbanespiller Jakob Bonde kun ti minutter senere udlignede efter endnu et straffespark.
Lige før pausen var Viborg tæt på score endnu engang, da venstrebacken Christian Sørensen tordnede et frispark på overliggeren.
I anden halvleg fik Vejle i stedet igen en drømmestart. Arbnor Mucolli bragte hjemmeholdet foran 2-1 med en præcis afslutning uden den store kraft, inden stadionuret rundede 50 minutter.
I resten af kampen bølgede spillet meget frem og tilbage, og med fem minutter igen blev Vejles Raul Albentosa udvist, da spanieren modtog sin anden advarsel.
Viborg lykkedes derfor med at presse på til sidst, og med sekunder igen scorede Justin Lonwijk til resultatet 2-2 på en returbold, efter at Jakob Bonde havde skudt et straffespark på overliggeren.
FC København-FC Midtjylland 1-0
1-0 Lukas Lerager (63)
Formstærke FC København tog søndag aften et enormt skridt mod klubbens 14. mesterskab.
Hjemme i Parken besejrede Jess Thorups tropper sin nærmeste forfølger, FC Midtjylland, med 1-0 og har således ni points forspring og en klart bedre målscore end midtjyderne.
Der resterer otte runder af Superligaens mesterskabsspil, hvor AaB er nummer tre med 13 point op til førstepladsen.
Sejren var FC Københavns ottende på stribe i Superligaen, og samtidig skrev polske Kamil Grabara sig ind i historiebøgerne som den målmand, der har holdt rent bur i flest sammenhængende minutter.
Grabara er foreløbig oppe på 703 minutter i træk uden mål imod sig. Han tog rekorden fra Jan Hoffmann, der i 1999 holdt buret rent i 678 minutter for AB.
På et jammerligt i underlag i Parken var det svært at få kombinationerne til at flyde, så det blev til mange indlæg.
Det blev også opskriften på FCK’s sejrsmål, som midtbanespilleren Lukas Lerager scorede midtvejs i anden halvleg.
Man siger, at defensiven vinder mesterskaber, og det er FCK godt på vej til at bevise med kun 13 mål imod sig i 24 ligakampe.
Fra første fløjt var tændingen høj, og FCK tog taktstokken med et aggressivt pres.
Langsomt fandt FCM dog ud af at spille sig forbi første kæde, og så kunne udeholdet køre hurtige omstillinger og udnytte sine kantspilleres fordel på farten i forhold til FCK’s bagkæde.
Initiativet svingede frem og tilbage i første halvleg, hvor FCK kom til de fleste forsøg, men aldrig var helt nærgående.
Det var værterne dog to gange fra anden halvlegs start, hvor FCM-keeper David Ousted lavede fremragende redninger på forsøg fra offensivspillerne Pep Biel og Viktor Claesson.
Ousted så til gengæld ikke alt for heldig ud, da en høj flugter fra Lukas Lerager i det 63. minut fik lov at sejle i mål, og så var FCK på 1-0.
Scoringen tvang FCM frem, og gæsterne var tæt på i flere situationer.
I allersidste sekund reddede Kamil Grabara en afslutning via overliggeren og sikrede således FCK den fjerde 1-0-sejr på stribe til stor tilfredshed for de 28.321 tilskuere i Parken.
Silkeborg-Brøndby 3-0
1-0 Tobias Salquist (33), 2-0 Sebastian Jørgensen (51), 3-0 Nicklas Helenius (56)
Søndag tog Silkeborg IF i den grad revanche for sidst Brøndby IF var på besøg på Jysk Park, hvor det forsvarende mesterhold nærmest mirakuløst vandt 1-0.
Denne gang måtte et tandløst Brøndby-mandskab nemlig rejse hjem med en snitter på 0-3 i Superligaens mesterskabsspil.
Et rødt kort til udeholdets midtbanespiller Josip Radoševic i midten af første halvleg fik afgørende betydning for kampen.
Resultatet betyder, at Brøndby glider ned på fjerdepladsen i Superligaens mesterskabsspil, mens Silkeborg nu kun har to point op til Randers FC på femtepladsen.
Brøndby startede kampen med et par fine chancer, men efterhånden blev Silkeborg mere og mere kontrollerende i spillet.
Efter 33 minutter gik det galt for udeholdet, da Silkeborg-forsvarer Tobias Salquist på fremragende vis sparkede bolden helt op i målhjørnet fra kanten af feltet.
Kort tid efter blev det kun værre for Brøndby. Midtbanespilleren Josip Radoševic modtog nemlig et direkte rødt kort for en hård stempling på hjemmeholdets Mark Brink.
Tre minutter efter pausen fordoblede kantspilleren Sebastian Jørgensen Silkeborgs føring, og inden stadionuret rundede 57 minutter, scorede Nicklas Helenius til slutresultatet 3-0.
Ikke overraskende kom der ikke flere mål, eftersom Brøndby efterfølgende stod så kompakt som muligt i forsøget på at undgå ydmygelsen.
Silkeborg kørte derfor sejren hjem i sikker stil.
FC Nordsjælland-AGF 2-2
0-1 Albert Grønbæk (39), 1-1 Mads Kristian Hansen (82), 2-1 Ernest Nuamah (84), 2-2 Frederik Ihler (90+3)
Først lignede Albert Grønbæk en tidlig matchvinder for AGF. Så smed aarhusianerne det hele væk, så FCN lå til tre point. For blot at indkassere en udligning i tillægstiden.
FC Nordsjælland og AGF fik et point hver ud af anstrengelserne søndag i Superligaens nedrykningsspil, da holdene spillede 2-2 efter en kamp med en dramatisk slutfase.
Det fastholder AGF på andenpladsen af de seks hold i puljen, mens FCN er lige over nedrykningsstregen med fem point ned til Vejle. Vejle spiller senere søndag.
Som så ofte før i sæsonen viste FCN, at god fodbold med masser af boldbesiddelse på de første to tredjedele af banen ikke er ret meget værd, hvis slutproduktet er fraværende.
Farum-holdet var spillemæssigt bedre end AGF gennem hele kampen, men FCN døjede gevaldigt med at skabe og omsætte store chancer.
AGF-keeper Jesper Hansen skulle kun diske op med en enkelt stor redning i førte halvleg. Resten af FCN’s afslutninger var ret ufarlige.
Syv minutter fra pausen straffede AGF så hjemmeholdet for den manglende evne til at omsætte overtaget.
AGF-anfører Patrick Mortensen modtog bolden tæt på mål inde i feltet med ryggen til kassen. Han lagde bolden fornemt af til aarhusianernes bedste, Albert Grønbæk, som køligt lagde bolden over i det lange hjørne til 1-0.
Faktisk var det gæsternes eneste skud på mål i første halvleg.
Fra anden halvlegs start løftede AGF de taktiske parader - bevidst eller ubevidst. Langsomt blev det mere og mere en kamp, hvor FCN angreb, mens AGF stod og afværgede.
Trods FCN’s ineffektivitet hidtil virkede det noget dristigt at skulle forsvare sig på den måde i 45 minutter.
Længe så det ud til at virke, men på to gyldne minutter i kampens slutfase lykkedes det FCN at vende det hele på hovedet.
Efter 82 minutter rykkede Mads Hansen fri i højre side af feltet. Han overraskede Jesper Hansen ved at afslutte indenom i stedet for at lægge bolden på tværs, og så var udligningen en realitet.
To minutter senere fejlbedømte venstreback Eric Kahl en bold i feltet, som røg over ham. Oliver Villadsen kunne tæmme bolden og lægge den til rette for indskiftede Ernest Nuamah. Han trillede let føringsmålet ind.
Pludselig pegede alt på tre tiltrængte point i bundstriden FCN og en stor nedtur for David Nielsen og AGF.
Et utæmmeligt sprinkleranlæg på banen gav dog syv minutters tillægstid. Dem udnyttede AGF.
Efter 93 minutter steg 18-årige Frederik Ihler op i feltet og dirigerede flot bolden i nettet hen over Andreas Hansen i FCN-målet.
Kampen kunne godt have fået en vinder med et par gode tilbud efterfølgende, men det endte 2-2.
SønderjyskE-OB 2-2
1-0 Emil Berggreen (35), 1-1 Max Fenger (42), 2-1 Emil Berggreen (53), 2-2 Jørgen Skjelvik (80)
Det så længe ud til, at kriseramte SønderjyskE skulle få en sjælden sejr i hus i Superligaens nedrykningsspil, men en scoring fra Jørgen Skjelvik sikrede gæsterne fra OB 2-2 og et enkelt point i Haderslev.
Opgøret bød sjældent på flot spil fra de to mandskaber, men derimod masser af tacklinger, frispark og intense dueller.
Begge hold tilspillede sig trods det uskønne spil til perioder med gode chancer og mål.
Derfor var det heller ikke ufortjent, at det endte med 2-2 og pointdeling efter en sen OB-scoring af Jørgen Skjelvik.
Resultatet betyder, at OB er på 25 point i Superligaens nedrykningsspil, mens SønderjyskE fortsat ligger sidst i tabellen med 14 point.
Efter 35 minutter kom SønderjyskE foran med 1-0. Det var Sønderjyske-angriber Emil Berggreen, der headede bolden i mål efter en suveræn dribletur fra holdkammerat Rilwan Hassan.
Kort før pausefløjt fik OB’s Max Fenger udlignet til 1-1, da angriberen dukkede op foran mål og prikkede bolden ind bag Lawrence Thomas i SønderjyskE-målet.
Emil Berggreen var dog ikke færdig med at score mål.
Efter pausen var angriberen igen på pletten, da han sparkede til bolden efter et stort klumpspil i OB-feltet. Afslutningen gik i mål og bragte sønderjyderne foran 2-1.
OB’s Jørgen Skjelvik fik dog sparket et enkelt point med hjem til Odense, da nordmanden udlignede med 10 minutter igen til slutresultatet 2-2.
Ritzau
fortsæt med at læse


























