Royal Sporting Club Anderlecht lyder jo flot, og den belgiske fodboldklub har også en smuk fortid at prale med. Men de seneste sæsoner har det knebet med resultaterne, så på den måde kan man sige, at forrige sæsons positive overraskelse i Superligaen, Silkeborg IF, i Bruxelles torsdag aften mødte belgierne på det rette tidspunkt.
FAKTA
Næste udfordring
Silkeborgs kommende opgave i Conference Leagues gruppespil:
- Torsdag 15. september, kl. 21.00
- Silkeborg IF-West Ham United
Kampen gjaldt Silkeborgs indledende udfordring i klubbens første europæiske gruppespil, og på Lotto Park, der i Anderlechts storhedstid hed Constant Vanden Stock Stadion, skulle jyderne snuse til international fodbold i den mindste af Uefa’s klubturneringer, Conference League, hvor de sidste to hold i gruppe B er West Ham fra London og FCSB, tidligere Steaua, fra Bukarest.
Det lignede rigtig længe et point til Silkeborg, men det sluttede med en 1-0-sejr til det belgiske mandskab, der dog ikke imponerede og til gengæld demonstrerede, hvorfor det går dårligt for holdet i den nye belgiske sæson. Det er et hold uden skarpe offensive profiler og uden en klar spillestil.
Da Anderlecht i sin tid havde større international gennemslagskraft, optrådte en række danske spillere med Morten Olsen i spidsen i perioder for klubben, men torsdag var der ingen danskere i spil over for Silkeborg, der som offensiv trio på dagen havde Nicklas Helenius, Kasper Kusk og Søren Tengstedt på plads.
Silkeborg-cheftræner Kent Nielsen havde over for TV2 Sport før opgøret erkendt, at modstanderen spiller for spiller var stærkere besat, men han håbede, at hans udvalgte kunne gennemføre opgaven med så få fejl som muligt. Det ville gøre ham tilfreds, fastslog han. Altså ville et nederlag ikke nødvendigvis være ødelæggende.
Danskere viste angrebslyst
Man må lade Silkeborg-spillerne, at de gik uimponeret til arbejdet, og allerede i starten af første halvleg kom jyderne frem til flere gode afslutninger, selv om det var hjemmeholdet, der havde bolden mest. Især burde Helenius have fået mere ud af en åben mulighed foran Hendrik Van Crombrugge i Anderlecht-målet, men den danske angriber ramte slet ikke bolden.
Anderlecht kunne præsentere tre nytilkomne spillere i forsvarsveteranen Jan Vertonghen, der havde selskab af Amadou Diawara fra Guinea på midtbanen og portugisiske Fábio Silva, der er lejet i Wolverhampton, oppe foran.
Efter tyve minutters spil begyndte tilskuerne at buhe af hjemmeholdet, der havde svært ved at skabe reelle målchancer mod gæsterne, og Silkeborg-defensiven havde det meste af tiden let ved at optrevle værternes offensive initiativer. Anderlecht lagde i halvlegens sidste minutter mere pres på Silkeborg, der dog holdt 0-0 frem til pausen.
Den stilling frembragte en pibekoncert fra tribunerne, for de belgiske fans havde ikke fået ret meget underholdning for entrebilletterne, og nu vidste deres spillere i hvert fald, at der var klare forventninger om et løft fra anden halvlegs start.
Pres på SIF blev øget
Men kunne Anderlecht så vise, at klubben har et bedre hold end Silkeborg i de sidste 45 minutter?
I halvlegens indledning kneb det gevaldigt for Anderlecht-spillerne, og Silkeborg fik plads til at etablere en række omstillinger, der dog ikke førte til åbne målchancer. Men duellen åbnede sig efterhånden med mere direkte spil, der udfordrede de to forsvar, uden at det af den grund blev en flot fodboldkamp.
Anderlecht-træner Felice Mazzu, der har afløst ikonet Vincent Kompany, sendte 16-årige Julien Duranville på banen, da hjemmeholdet havde sat tempoet i vejret og måske fejlagtigt havde fået en scoring underkendt. I denne fase var Silkeborg ved at komme under pres.
Kent Nielsen hev Kasper Kusk og Søren Tengstedt ud og satte Mads Kaalund og Sebastian Jørgensen ind, men det var Anderlecht, der fortsatte med at øge trykket på de danske gæster. Det var ikke mindst en anden Anderlecht-indskifter, 21-årige Yari Verschaeren, der iscenesatte sit holds offensiv, mens regnen begyndte at vælte ned over banen.
Kampens afgørelse kom, da den ellers velspillende Silkeborg-forsvarer Joel Felix havde hånd på bolden i straffesparksfeltet, hvorefter Fábio Silva sendte bolden i nettet.
Herefter var det svært at se, hvordan Silkeborg skulle få point med hjem, og Kent Nielsen måtte acceptere et knebent nederlag, der blev en realitet via netop en fejl fra hans hold. Så tilfreds var han næppe.
Silkeborg tager søndag aften imod AGF i Superligaen.




























