Manchester City vandt hjemme 2-1 over Dortmund, mens Chelseas nye cheftræner måtte nøjes med 1-1 mod Salzburg, og PSG-stjernerne skinnede i Israel.

Haaland bliver matchvinder for City mod sin tidligere klub

Erling Haaland ses her i aktion under onsdagens hjemmekamp for Manchester City mod sin tidligere tyske klub Borussia Dortmund. Nordmanden endte med at afgøre kampen til Citys fordel. Foto: Carl Recine/Ritzau Scanpix
Erling Haaland ses her i aktion under onsdagens hjemmekamp for Manchester City mod sin tidligere tyske klub Borussia Dortmund. Nordmanden endte med at afgøre kampen til Citys fordel. Foto: Carl Recine/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Det kneb onsdag aften gevaldigt for Manchester City fra FCK’s gruppe G at sætte sig igennem over for de tyske gæster fra Dortmund, og det var da også tyskerne, der bragte sig foran efter pausen, da unge Jude Bellingham fik sendt bolden over stregen.

Men som anden halvleg skred frem øgede det engelske hjemmehold presset på sin modstander, og forløsningen kom, da først John Stones og derefter – selvfølgelig – den norske topscorer Erling Haaland sikrede en 2-1-sejr. Dermed sænkede Haaland sin tidligere klub fra Bundesligaen.

Herefter fører Manchester City som ventet gruppen efter to sejre.

Hård start for Chelsea-chef

Graham Potter har fået en ærgerlig start som ny cheftræner i storklubben Chelsea.

Onsdag aften led London-klubben et nyt skuffende pointtab i Champions League-gruppespillet, da det trods et stort spilovertag opgøret igennem kun lykkedes at få 1-1 på hjemmebane mod østrigske RB Salzburg i Potters debut på sidelinjen.

Det er Chelseas eneste point i Champions League-gruppespillet. Sidste uges 0-1-nederlag i Zagreb kostede Thomas Tuchel jobbet som Chelsea manager.

19-årige Maurits Kjærgaard var eneste danske islæt i onsdagens kamp. Han indledte opgøret på Salzburgs midtbane, men blev skiftet ud i pausen efter en halvleg, hvor den boldstærke dansker havde svært ved at komme til sin ret på det pressede Salzburg-hold.

Forud for kampen var hele Stamford Bridge tavst i et minut for at minde afdøde dronning Elizabeth.

Graham Potters forgænger på Chelsea bænken, Thomas Tuchel, snuppede også en smule opmærksomhed under kampen. Da stadionuret viste 21 minutter, klappede tilskuerne for at hylde Tuchel, som førte Chelsea frem til Champions League-titlen i 2021.

Hvis tyskeren fulgte med hjemme foran skærmen, kunne han se Chelsea komme blæsende ud, og allerede efter tre minutters spil fik Pierre-Emerick Aubameyang en pæn mulighed, men brændte. Det samme gjorde flere andre holdkammerater i løbet af første halvleg.

Tre minutter efter sidebyttet fik Potter og co. endelig noget at juble over, da Raheem Sterling drejede bolden i mål til 1-0.

Det var helt ulogisk, at Salzburg skulle komme tilbage i opgøret, men det skete et kvarter før tid. Her fik Noah Okafor udlignet, da hans flade afslutning fik en lille afretning og blev sværere for Chelsea-keeper Kepa Arrizabalaga.

Det lykkedes ikke for Chelsea at få scoret igen, og Graham Potter måtte bide sig selv i læben over det pointtab, der sætter Chelsea yderligere under pres i turneringen.

Comeback til Yussuf P.

Efter tre måneder på skadeslisten har Yussuf Poulsen fået comeback på banen og kan indlede sin jagt på at komme tilbage i landsholdsvarmen.

Onsdag aften blev han således skiftet ind i slutfasen af RB Leipzigs udekamp mod Real Madrid, som netop havde bragt sig foran 1-0 i Champions League-opgøret.

Indskiftningen af den danske frontløber kunne dog ikke afværge det truende nederlag mod de forsvarende Champions League-vindere, som til sidst endte med at vinde 2-0. Målene blev scoret af Federico Valverde og Marco Asensio.

Yussuf Poulsen har været skadet, siden han 10. juni måtte lade sig udskifte af Danmarks Nations League-kamp mod Kroatien efter at være skiftet ind syv minutter forinden. Han pådrog sig en drilsk muskelskade, som viste at holde ham ude længere end først antaget.

I mellemtiden har han fået ny træner i Leipzig. I sidste uge blev Domenico Tedesco fyret, og i stedet er det nu Marco Rose, der bestemmer, hvor meget spilletid Yussuf Poulsen skal have.

Danskeren har åbenlyst brug for spilletiden i jagten på en billet til VM-slutrunden om to måneder. Yussuf Poulsen blev tirsdag forbigået, da Kasper Hjulmand udtog truppen til de forestående kampe mod Kroatien og Frankrig.

Kjær måtte blive på bænken

De to tidlige kampe i onsdagens gruppespil sluttede i Milano med en 3-1-sejr til AC Milan over Dinamo Zagreb i gruppe E, hvor Simon Kjær blev på bænken hele kampen, mens ukrainske Shakhtar Donetsk på en lånt hjemmebane i Warszawa spillede 1-1 med Celtic i gruppe F. For skotterne spillede den danske ungdomslandsholdsspiller Matt O’Riley knap 70 minutter.

Ritzau/Pol

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her