Overblik: Tjek referater fra alle kampe i Superligaens 13. runde.

Randers bevarer 2.-pladsen med stort comeback i forrygende topkamp

Efter et hjørnespark var det to Randers FC-spillere, der fik hovedet på bolden, inden den havnede i nettet til et selvmål. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Efter et hjørnespark var det to Randers FC-spillere, der fik hovedet på bolden, inden den havnede i nettet til et selvmål. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Silkeborg - Randers FC 3-3

1-0 Sebastian Jørgensen (3) 1-1 Daniel Høgh (8) 2-1 selvmål Björn Kopplin (16) 3-1 Sebastian Jørgensen (42) 3-2 Marvin Egho 65) 3-3 Alhaji Kamara (90+1)

Silkeborg IF var mandag aften godt på vej mod sejr, men efter en stærk anden halvleg slog Randers FC tilbage og udlignede i overtiden.

Opgøret mellem to af Superligaens bedst spillende mandskaber i denne sæson sluttede 3-3 på Jysk Park i Silkeborg.

Hjemmeholdet var klart mest toneangivende i første halvleg, hvor alle holdets tre scoringer faldt. Men Randers var bedst efter pausen.

Resultatet betyder, at Randers bliver på andenpladsen i Superligaen, mens Silkeborg må tage til takke med en fjerdeplads.

Værterne kom i gang med en hurtig scoring af den formstærke kantspiller Sebastian Jørgensen. Fra en spids vinkel sparkede han på mål, og bolden endte i netmaskerne via Randers-keeper Patrik Carlgren, som droppede fælt.

Fem minutter senere var der mål igen, men denne gang i den anden ende. Randers-stopper Daniel Høegh stangede bolden over stregen og bragte balance i regnskabet.

Silkeborg bragte sig dog lynhurtigt tilbage i føring, da Björn Kopplin kom til at dirigere bolden i eget net efter et kvarter.

Efter de tre lynscoringer faldt kampen til ro. Silkeborg stillede sig længere tilbage og lukrerede på kontraangreb. Det betød, at der opstod færre store chancer.

Silkeborg var dog ikke færdige. Kort før pausefløjt blev Sebastian Jørgensen sendt i dybden af Kasper Kusk, og så scorede han stensikkert sit andet mål i kampen.

Randers justerede i pausen og satte en ekstra angriber på banen. Et kvarter inde i anden halvleg gav den satsning pote, da indskiftede Marvin Egho via en ripost kunne reducere til 3-2.

Herefter blev kampbilledet mere rodet. Randers havde et mindre overtag og var mest på bolden, mens Silkeborg skabte fine kontramuligheder, dog uden gevinst.

I tillægstiden fuldendte Randers sit comeback, da Alhaji Kamara scorede til 3-3, efter at bolden dumpede ned for fødderne af ham i feltet, efter at Silkeborg-keeper Nicolai Larsen havde fumlet lidt med den.

FC Midtjylland-Horsens 2-1

0-1 Lubambo Musonda (20) 1-1 Anders Dreyer (22) 2-1 Kristoffer Olsson (86)

FC Midtjyllands midtbaneprofil Kristoffer Olsson sikrede sejren for sit hold, da han med fire minutter igen dukkede op i feltet og bragte hjemmeholdet til en 2-1-sejr over Horsens i Superligaens 13. spillerunde.

FCM var gennem kampen klart mest på bolden, men begge hold kiggede længe langt efter de oplagte chancer for et afgørende mål, inden Kristoffer Olsson afgjorde opgøret.

FCM holder dermed fast i top-6, og holdet har nu 20 point på femtepladsen. Samtidig ligger Horsens fortsat lige over nedrykningsstregen med 15 point på tiendepladsen.

Horsens ville fra kampens start gerne forsøge sig med høje bolde frem mod holdets store angribere, mens FCM flere gange sendte fejlslagne indlæg mod feltet.

Gæsterne kom foran 1-0, da wingbacken Lubambo Musonda satte foden på et indlæg og via begge stolper sendte bolden i mål efter 20 minutters spil.

Blot to minutter senere kom reaktionen fra kantspilleren Anders Dreyer, der med et signaturskud fra kanten af feltet krøllede bolden op i hjørnet og udlignede for FCM.

Begge hold kom fra pausen uden at være i stand til at skabe reelle målchancer.

Særligt FCM havde svært ved at skabe tempo nok i spillet til at komme gennem gæsternes kæder og udnytte de få kontraangreb, holdet fik.

Med ti minutter igen trak Horsens Alexander Ludwig et rødt kort, da forsvarsspilleren nedlagde hjemmeholdets kantspiller Gustav Isaksen, der havde frit løb mod mål.

FCM fik derfor muligheden for at lægge et pres mod kampens slutning. Det udnyttede Kristoffer Olsson, da han sendte bolden i mål med blot fire minutter tilbage.

Efterfølgende havde Isaksen bolden i mål, men i stedet for 3-1, annullerede VAR målet for et frispark midt på banen forinden.

FC Nordsjælland-AGF 1-1

1-0 Andreas Schjelderup (straffe 45) 1-1 Thomas Kristensen (88)

En sen scoring af stopperen Thomas Kristensen betød, at AGF rejste fra Farum med et point i bagagen efter at have spillet 1-1 med topholdet FC Nordsjælland.

AGF havde det ellers svært i kampen, der generelt blev domineret af hjemmeholdet, men midtvejs i anden halvleg blev FCN reduceret til ti mand, da angriberen Ernest Nuamah modtog sit andet gule kort i kampen.

Udvisningen ændrede kampbilledet, og AGF fik udlignet efter et hjørnespark, hvor Thomas Kristensen dukkede op og prikkede bolden i mål.

AGF’s fysik var svær for FCN at håndtere, men nordsjællænderne holdt stand til sidst, selv om gæsterne pressede på for at snuppe sejren.

1-1-resultat betyder, at AGF kravler op på sjettepladsen i Superligaen, mens FCN fortsat topper tabellen efter 13 kampe.

FCN tog initiativet i kampen fra første fløjt, mens AGF stod dybt og tæt i kæderne. Hjemmeholdet havde svært ved at nedbryde gæsternes betondefensiv, og det betød, at chancerne udeblev.

Efter lidt over en halv times spil lykkedes det for FCN-angriberen Mads Hansen at sparke bolden i netmaskerne, men linjevogteren vinkede korrekt for offside.

FCN trykkede mere og mere på, og kort før pausen fik topholdet fuld gevinst, da dommeren efter et længere VAR-tjek tildelte Farum-klubben et straffespark, som offensivprofilen Andreas Schjelderup sikkert satte ind.

I anden halvleg fik FCN en gylden mulighed for at udbygge føringen, da holdet fik tildelt endnu et straffespark efter en times spil, men angriberen Mads Hansens skud blev reddet af Jesper Hansen i AGF-målet.

En håndfuld minutter efter blev FCN reduceret til ti mand, da angriberen Ernest Nuamah fik sit andet gule kort.

Udvisningen ændrede kampbilledet, da det pludselig var AGF, der fik FCN ud at løbe.

Gæsterne formåede også at udnytte overtallet, da forsvarsspilleren Thomas Kristensen fik udlignet kort før slutfløjt. AGF pressede på for at tage alle tre point, men FCN holdt stand til sidst, og derfor sluttede kampen 1-1.


Brøndby-FC København 1-1

1-0 Ohi Omoijuanfo (10) 1-1 Roony Bardghji (90+6)

I et dramatisk derby søndag eftermiddag sikrede FC København sig et sent point, da en scoring dybt inde i overtiden gjorde det til 1-1 mod rivalerne fra Brøndby.

På Brøndby Stadion havde værterne ellers været bedst med masser af chancer, og nordmanden Ohi Omoijuanfo havde bragt sit hold på tavlen før pausen.

Men selv om Brøndby havde chancerne til mere, så lykkedes det for FCK at stjæle det ene point, da Roony Bardghji i otte minutters overtid udlignede.

Med det uafgjorte resultat står FCK nu noteret for 17 point på sjettepladsen, mens Brøndby er et enkelt point efter på ottendepladsen.

Brøndby var tændt fra start, hvor hjemmeholdet smadrede ind i et tamt FCK-mandskab, som ikke var til stede.

Værterne var tæt på at snuppe føringen efter seks minutter, da midtbanekreatøren Anis Slimane sendte et hovedstød mod mål, men FCK-keeper Kamil Grabara var på plads.

Få minutter senere kom målet så, da Brøndby slog til på et hjørnespark.

Her endte bolden lige i panden på Ohi Omoijuanfo, som headede sit hold i front.

FCK kom bedre med i kampen, men det stoppede ikke Brøndby i at skabe chancer. Lige inden pausen var det et skydetelt foran FCK-målet, men Grabara var gæsternes redningsmand.

FCK havde ikke fans med på tribunen efter et forbud fra Divisionsforeningen, og det så ud til, at københavnerne savnede opbakningen, da der ikke var meget at skyde med.

Hovedstadsklubben fik dog en god start på anden halvleg med en mulighed til anfører Viktor Claesson, men denne søndag var der ikke meget, som fungerede for FCK.

Brøndby fortsatte derimod med at skabe store chancer. Især Omoijuanfo konstant var en trussel.

Men dybt inde i overtiden blev FCK-kantspiller Roony Bardghji spillet fri i feltet og bankede udligningen ind i netmaskerne, og dermed sikrede stortalentet gæsterne det ene point.


Viborg-OB 0-0

Det var ikke en kamp, der vil gå over i historien som en af de bedste, da Viborg og OB spillede 0-0 i et opgør, der savnede offensiv kvalitet.

Det var en chancefattig og jævnbyrdig kamp, hvor begge trænere måtte sidde med en fornemmelse af, at deres hold manglede den sidste skarphed i afgørende situationer for at komme foran.

Personlige fejl og dårlig kommunikation var der også masser af fra begge mandskaber. Derfor må resultatet også anses som værende passende.

For stillingen i Superligaen betyder det, at Viborg fortsat er en del af toppen med 22 point efter 13 runder. OB har i den tunge ende med 16 point efter samme antal runder.

I starten af første halvleg fik OB presset Viborg godt ned. Viborg formåede dog alligevel at skabe chancer, uden at det sådan for alvor blev farligt, hvilket også gjaldt udebaneholdet.

Kampens første chance tilfaldt Viborgs kantspiller Ibrahim Said, da han testede OB-målmand Martin Hansen med et skud inde i feltet, men Hansen reddede uden de store problemer.

Derudover havde begge hold optakt til at blive farlige i første halvleg, inden det løb ud i sandet.

Kampbilledet fortsatte i anden halvleg. Mange fejl, misforståelser og få chancer.

OBs kantspiller Jakob Breum sparkede efter 81 minutter bolden på stolpen, og det var det tætteste, det kom på en scoring i Viborg søndag eftermiddag, hvor Viborg også var tæt på en scoring til sidst.


Lyngby-AaB 0-2

0-1 Younes Bakiz (47) 0-2 Younes Bakiz (60)

AaB fik fredag aften en forløsende sejr, da nordjyderne vandt 2-0 ude mod Lyngby.

Sejren var den første under den tilbagevendte træner Erik Hamrén, efter det ikke var lykkedes at vinde i de første tre kampe under svenskeren.

Resultater og stillinger

Kantspilleren Younes Bakiz blev med to mål den store helt.

Kampbilledet var meget jævnbyrdigt, men AaB havde kynismen i de afgørende situationer. Derfor endte gæsterne med at hente tre point.

AaB var mest i boldbesiddelse, men kombinationerne sad alt for ofte ikke i skabet. Derfor var meget lagt op på individuelle aktioner, hvis nordjyderne skulle blive farlige.

I anden halvleg blev AaB hjulpet på vej af en stor fejl i Lyngbys defensiv.

Lyngby skabte undervejs i kampen en række gode muligheder, men bundholdet manglede skarpheden foran mål.

Med de tre point udbygger AaB forspringet til Lyngby, som fortsat er uden sejr efter 13 spillerunder. Lyngby er sidst i tabellen med fem point, mens AaB er næstsidst med 14. Det er dog kun et enkelt færre end OB, Brøndby og AC Horsens inden rundens øvrige opgør.

Lyngby kom godt ud til opgøret. Hjemmeholdet spillede offensivt og fik lagt et godt pres. Da AaB fandt nøglen til at spille sig ud af Lyngbys pres, fik nordjyderne spillet sig ind i opgøret.

Efter 42 minutter sparkede Younes Bakiz AaB i front efter gode kombinationer i AaB’s venstre side.

Lyngby jagtede fra starten af anden halvleg en udligning, men efter 60 minutter sparkede Bakiz AaB på 2-0 efter en stor fejl i opspillet fra Lyngby-anfører Marcel Rømer.

Hjemmeholdet fortsatte med at presse på mod slutningen af kampen.

To gange blev bolden reddet på stregen, og ad to omgange havde Lyngby bolden i nettet, men målene blev til stor frustration kaldt tilbage for først offside og senere frispark.

Det lykkedes aldrig Lyngby at komme på måltavlen, derfor fik AaB’s blot 17-årige målmand, Theo Sander, sit andet clean sheet i træk.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her