Overblik: Tjek referater fra alle kampe i Superligaens 17. runde, inden den bedste danske række holder pause på grund af VM-slutrunden i Qatar ... og så vinteren.

Efter fest i Farum kommer Superligaen ned på jorden med nulløsning i Randers

Der blev lagt kræfter i under den sene søndagskamp Randers-FC Midtjylland, men selve spillets niveau var bestemt ikke prangende, især ikke i de første 45 minutter.  Her kæmper FCM's Anders Dreyer (tv.) med Randers-spilleren Frederik Lauenborg om bolden. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Der blev lagt kræfter i under den sene søndagskamp Randers-FC Midtjylland, men selve spillets niveau var bestemt ikke prangende, især ikke i de første 45 minutter. Her kæmper FCM's Anders Dreyer (tv.) med Randers-spilleren Frederik Lauenborg om bolden. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen


Randers-FC Midtjylland 0-0

FC Midtjylland og Randers FC lukkede og slukkede efterårssæsonen i Superligaen, da holdene søndag spillede 0-0 på Cepheus Park i Randers.

Med pointdelingen slutter FCM efteråret uden for top-6 i Superligaen med 23 point efter 17 kampe, mens kronjyderne akkurat sniger sig ind i den øverste halvdel med ét point mere.

Kampen bød ikke ligefrem på flot spil og et hav af målchancer, da begge mandskaber stod godt organiseret i defensiven.

Ingen af holdene lykkedes med at få overtaget i spillet, der var præget af hårde nærkampe og mange korte spilstop, som tog tempoet ud af kampen.

Efterårets sidste kamp var præget af manglende energi og intensitet, og derfor var nulløsningen en retfærdig afspejling.

FC Midtjylland forsøgte at lægge pres på hjemmeholdet fra start og kom frem til mange indlæg, men Randers fik sparket bolden væk, før det for alvor blev farligt.

Første halvleg var generelt en tæt og chancefattig affære, hvor begge mandskaber ofte lykkedes med at punktere modstanderens offensiv.

Værterne var dog tæt på at bryde dødvandet kort før pausen, da forsvarsspilleren Mikkel Kallesøe sendte en flad afslutning snert forbi stolpen.

Efter pausen lykkedes hjemmeholdet med at sætte sig mere og mere på kampen, og gæsterne fik svært ved at spille sig ud af kronjydernes høje pres.

Et tandløst udehold skabte stort set ingen chancer, og spillerne virkede trætte og idéforladte ovenpå et travlt efterår med mange kampe.

Mod slutningen virkede holdene tilfredse med pointdelingen, men Randers var tæt på at score til allersidst på et hovedstød af angriber Nicolai Brock-Madsen.

FC Nordsjælland-AaB 5-1

1-0 Rocco Ascone (45), 2-0 Andreas Schjelderup (46), 3-0 Mohammed Diomande (69), 3-1 Iver Fossum (75), 4-1 Adamo Nagalo (83), 5-1 Wahid Faghir (90)

FC Nordsjælland bankede kriseramte AaB, der ikke viste sig fra sin bedste side søndag aften i Farum.

FCN vandt 5-1, og holdet går dermed til vinterpause på Superligaens førsteplads med en føring på tre point ned til Viborg på andenpladsen.

Søndagens nederlag er AaB’s fjerde på stribe, og det gør, at man i Nordens Paris overvintrer under nedrykningsstregen i Superligaen.

AaB havde i det hele taget ikke det store at byde på i søndagens kamp, hvor der stod FCN på det hele. Aftenens gæster forsøgte at blive farlige på omstillinger, men en stærk FCN-defensiv fik hurtigt ødelagt AaB’s gameplan.

Som i de fleste andre kampe i denne sæson var FCN ganske dominerende, og bolden blev hele tiden flyttet flot rundt og med få berøringer.

FCN spillede sig let frem til store chancer, og supertalentet Andreas Schjelderup fik med sin scoring til 2-0 bragt sig op på topscorerlistens førsteplads - det var hans tiende scoring i denne sæson.

AaB fik hen mod kampens afslutning pyntet på resultatet, men Erik Hamréns tropper var aldrig tæt på at kunne tage point med fra Farum.

Kampens første halvleg forløb i fuld kontrol for FC Nordsjælland.

Hjemmeholdet efterlod ikke meget tid og plads til AaB, der havde det svært i de første 45 minutter.

AaB var presset langt tilbage på banen, og aftenens gæster havde ikke så meget som et eneste skud på mål i første halvleg.

FCN havde flere store chancer i første halvleg, men det forløsende mål kom først kort før pausen, da franske Rocco Ascone sendte Mohammed Diomandes indlæg i kassen.

AaB fik sendt skud på kassen i anden halvleg, men meget bedre blev spillet ikke.

For der var kun gået 18 sekunder af anden halvleg, før Andreas Schjelderup kunne bringe FCN foran med 2-0.

Schjelderup gjorde det, han gør bedst. Et hurtigt træk ind i banen, hvor han med sit højreben kunne lægge bolden sikkert ind ved fjerneste stolpe.

Senere i anden halvleg kunne Mohammed Diomande bringe hjemmeholdet foran med 3-0, da han headede et perfekt Ernest Nuamah-indlæg sikkert i kassen.

AaB fik gjort skaden en smule bedre efter 75 minutter, da indskiftede Lucas Andersen sendte en skarp bold i fødderne på Iver Fossum, der på kanten af feltet kunne sparke bolden ind til 3-1.

Der blev dog sat en stor fed streg under FCN-sejren, da Adamo Nagalo og Wahid Faghir kort før slutfløjt scorede til henholdsvis 4-1 og 5-1. Det var Faghirs første mål i FCN-trøjen.

Brøndby-Viborg 0-2

0-1 Jay-Roy Grot (24), 0-2 Clint Leemans (64)

Viborgs imponerende efterårssæson blev søndag cementeret, da holdet besejrede Brøndby med 2-0 på Brøndby Stadion.

Gæsterne strålede af selvtillid i opgøret, hvor Brøndby havde store udfordringer med at spille sig igennem viborgensernes solide 4-3-3-system.

I den modsatte ende var Jacob Friis’ tropper dygtige til at udnytte overtallet på flankerne, der blev skabt på grund af Brøndbys smalle diamant-formation på midtbanen.

Det kom blandt andet til udtryk ved Viborgs første mål, hvor kantspilleren Elias Archouri blev sat op og fandt angriberen Jay-Roy Grot ved bageste stolpe.

2-0-målet blev scoret af midtbanespilleren Clint Leemans, der nettede på et flot og veludført frispark.

Sejren betyder, at Viborg har 32 point efter 17 spillerunder, og holdet kan således gå på vinterpause med en flot andenplads i Superligaen.

Anderledes ser det ud for Brøndby, der slutter efterårssæsonen på tiendepladsen med 21 point.

Viborg kom bedst fra land i kampen, og derfor var det heller ikke ufortjent, da angriberen Jay-Roy Grot sendte gæsterne i front i det 24. minut.

Hollænderen dukkede op ved bageste stolpe og sparkede bolden i mål efter et indlæg fra kantspilleren Elias Archouri.

Kort før pausefløjt pressede Brøndby på for en udligning, men Viborg-keeperen Lucas Lund Pedersen sørgede for at holde stillingen intakt med en sublim dobbeltredning.

I anden halvleg kom Brøndby bedre med, men de blågule havde fortsat problemer med at skabe chancer.

Efter lidt over en times spil blev skidt til værre for Brøndby, da Viborgs midtbanespiller Clint Leemans snedigt sendte bolden i mål på et veludført frispark.

Brøndby fik bolden i mål efter 84 minutters spil, men dommeren vurderede, at angriberen Ohi Omoijuanfo havde hånd på bolden i opspillet.

Kampen sluttede således 2-0 til Viborg, der overvintrer på andenpladsen i Superligaen, mens Brøndby befinder sig på tabellens tiendeplads.

AGF-FC København 0-2

0-1 Lukas Lerager (79), 0-2 Victor Kristiansen (90+3)

To sene scoringer sørgede søndag for, at FC København sluttede efteråret i Superligaen af på den bedst tænkelige måde.

Målene mod AGF betød nemlig, at de forsvarende mestre fra FCK kunne rejse hjem fra Aarhus med en sejr på 2-0 efter 17. spillerunde af Superligaen.

Resultatet betyder, at FCK er sikre på at overvintre på tredjepladsen med 27 point. Hvis topholdet FC Nordsjælland senere søndag slår kriseramte AaB, skal FCK hente otte point på Farum-klubben i foråret.

Modsat bliver AGF uden for top-6, da aarhusianerne kun har hentet 22 point.

Selve kampen var en meget låst affære, hvor defensiven stod markant stærkere end offensiven for begge hold.

Ud fra spil og chancer lignede det derfor længe, at kampen skulle ende uden scoringer.

Selv om FCK kom bedst ud af startblokken, blev første halvleg hurtigt jævnbyrdig, hvor det meste af spillet foregik mellem felterne.

Det var dog meget tæt på en scoring kort før pausen, da FCK-forsvarsklippen Denis Vavro ramte stolpen med et langskud.

Ti minutter inde i anden halvleg fik AGF bolden i mål, men efter en VAR-gennemgang blev scoringen annulleret for offside, fordi midtbanespilleren Nicolai Poulsen forstyrrede FCK-keeper Kamil Grabara inde på stregen.

Mod slutningen af kampen pressede de forsvarende mestre mest på for et mål, og med knap ti minutter tilbage af kampen lykkedes det, da Lukas Lerager fik hovedet på et hjørnespark.

Sejren blev cementeret i overtiden, da venstrebacken Victor Kristiansen hamrede sin første scoring for FCK i nettet.

Horsens-OB 3-3

0-1 Emmanuel Sabbi (4), 0-2 Yankuba Minteh (19), 1-2 Aron Sigurdarson (34), 2-2 Thomas Santos (37), 3-2 Thomas Santos (51), 3-3 Issam Jebali (56)

OB smed en tidlig 2-0-føring på gulvet, da fynboerne på udebane i sæsonens sidste kamp før vinterpausen spillede 3-3 med AC Horsens i Superligaens 17. spillerunde på Nordstern Arena Horsens søndag.

Gæsterne fra Odense havde gennem kampen gode chancer på omstillinger, men Horsens åd sig tilbage i opgøret og kom sågar foran 3-2, inden OB udlignede til slutresultatet 3-3.

OB holder for nuværende fast i sin placering på femtepladsen med 24 point, mens Horsens fortsat er nummer ni med 22 point. Begge hold risikerer dog at blive overhalet inden rundens afslutning.

Fynboerne kunne bringe sig foran blot fire minutter inde i kampen, da den offensive kreatør Emmanuel Sabbi efter et hjørnespark dirigerede bolden i mål til 1-0.

Horsens lod sig ikke skræmme af OB’s gode start på kampen og pressede gæsterne højt.

OB fik dermed gode muligheder på omstillinger, og et kontraangreb udført efter fodboldens ABC udbyggede føringen, da kantspilleren Yankuba Minteh gjorde det til 2-0 i kampens 19. minut.

Horsens udnyttede endelig det gode pres, da angriberen Aron Sigurdarson fra feltkanten fladt sendte bolden i mål og reducerede til 1-2 i det 34. minut.

Blot tre minutter senere udlignede hjemmeholdet, da et fladt indlæg fandt vej til midtbanespilleren Thomas Santos, der sendte Horsens på pausestillingen 2-2.

OB kom aggressivt fra pausen, men det var Horsens, der i den anden ende bragte sig foran. Thomas Santos bankede bolden ind til 3-2 efter 51 minutter.

Issam Jebali sendte dog hurtigt fynboerne tilbage i kampen, da det offensive es få minutter senere knaldede kuglen fladt i mål til 3-3.

OB var efter pausen bedre til at holde fast i bolden og havde dermed nemmere ved at holde Horsens fra chancer. Men fynboerne skabte heller ikke selv de farlige kontraangreb.

Begge hold havde reelt mulighederne for at gribe ud efter det afgørende sejrsmål i en dramatisk slutning, der bød på et annulleret rødt kort til OB’s forsvarsspiller Mihaljo Ivancevic.

Det blev dog ved 3-3 og et enkelt point til hvert hold.

Silkeborg-Lyngby 0-2

0-1 Rezan Corlu (58), 0-2 Kasper Jørgensen (79)

Silkeborg skuffede og tabte lørdag på hjemmebane 0-2 til Lyngby, der omvendt hentede holdets første sejr i Superligaen.

Rezan Corlu og Kasper Jørgensen scorede målene i den store forløsning for Lyngby, der var uden sejr i sæsonens første 16 kampe.

Mod forventning startede Silkeborg kampen sløvt og overlod initiativet til Lyngby, der forsøgte at tage teten.

Trods store pasningsfejl lykkedes hjemmeholdet med at komme frem til gode muligheder, mens Lyngby fik sendt et par halvforkølede afslutninger afsted.

Efter pausen viste Lyngby stort overskud og afgjorde kampen med to scoringer, mens Silkeborg-spillerne igen virkede trætte og idéforladte.

Sæsonens første sejr er dog ikke nok til at få Lyngby væk fra sidstepladsen i Superligaen med otte point efter 17 kampe. Silkeborg befinder sig på fjerdepladsen med 24 point, men kan blive overhalet af flere forfølgere.

Silkeborg havde spilovertaget fra start, men gæsterne viste tænder ad flere omgange og kom frem til flere gode skudmuligheder.

Silkeborgenserne viste sig bedre frem offensivt, som halvlegen skred frem. Særligt angriberen Nicklas Helenius var tæt på at bringe hjemmeholdet foran med et hovedstød på overliggeren.

Mod slutningen af første halvleg lukrerede gæsterne på omstillinger, mens Silkeborg dominerede og sværmede omkring gæsternes felt.

Efter en times spil fik Lyngby hul på bylden og bragte sig foran. Midtbanespilleren Rezan Corlu brød flot igennem i venstresiden og sendte en resolut afslutning i netmaskerne.

Efter føringsmålet havde Silkeborg svært ved at finde et modsvar, mens Lyngby fortsatte med at køre på i jagten på endnu en scoring.

I slutfasen cementerede Lyngby sejren, da forsvarsspilleren Kasper Jørgensen på et hovedstød sendte 2-0-føringen i kassen.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her