Der blev sat bemærkelsesværdige rekorder, da kvalifikationen til næste års EM i fodbold blev skudt i gang.
Den engelske landsholdsangriber Harry Kane gjorde sig selv til alle tiders topscorer for England i en 2-1-sejr på udebane over Italien.
Umiddelbart før pausen sparkede Tottenham-angriberen England foran med 2-0 fra straffesparkspletten.
Det var 54. gang, at Kane kom på måltavlen for England i 81 optrædener.
Forud for sejren over Italien i Napoli delte han rekorden med Wayne Rooney, der nåede at score 53 mål i 120 kampe for England, før han indstillede karrieren for få år siden.
Declan Rice bragte de engelske gæster i front med 1-0 efter et kvarter mod italienerne, efter at Harry Kanes forsøg var blevet blokeret. Mateo Retegui reducerede til 1-2 for værterne ti minutter efter pausen.
Ronaldo med vild bedrift
De engelske gæster måtte spille kampen til ende med ti mand, efter at Luke Shaw ti minutter før slutfløjt modtog sin anden advarsel og blev udvist.
England og Italien mødtes i EM-finalen i 2021 på Wembley, hvor det endte med italiensk sejr. Italien hungrer alligevel efter succes, efter at det fodboldgale land ikke formåede at kvalificere sig til sidste års VM.
I Lissabon sørgede Cristiano Ronaldo for en anden rekord, da han blev noteret for sin landskamp nummer 197 for Portugal. Det er rekord i international landsholdsfodbold på herresiden.
Den 38-årige-angriber, der spiller for Al Nassr i Saudi-Arabien, scorede endda to mål i en sejr på 4-0 over Liechtenstein.
ritzau
fortsæt med at læse
Først blev Bendtner hyldet. Så tog landsholdets nye stjerneskud over
-
Landstrænere slår alarm: Vi har for få spillere at vælge imellem
-
På papiret er Danmark stor favorit i EM-kvalifikationen. Men det kan let blive mere bøvlet end forventet
-
Ronaldo siger farvel til europæisk fodbold: »Han skulle et sted hen, hvor han kan være den store stjerne, og en klub, som kan rumme hans ego«




























