Allerede under EM-slutrunden begyndte der at tikke mails ind fra Politiken-læsere.
Nogle stillede spørgsmålet, om landsholdet var blevet bedre uden Christian Eriksen efter det uhyggelige hjertestop? Langt flere konstaterede, at det var tilfældet. Danmark nåede semifinalen ved EM. Landsholdet samlede nationen, som det ikke var set siden sommeren 1992. Dengang EM-guldet kunne fejres på Rådhuspladsen, og Michael Laudrup ikke var en del af holdet.




























