I hver eneste landsholdssamling foregår der en dans. Det er ikke i klassisk Vild med dans-stil med laksko og Jens Werner som dommer. Dansen foregår i overført betydning under interviews. Stilarten er altid at håndtere emnet transfers. Sådanne historier klikker rigtig mange læsere ind på året rundt. Uanset, hvor meget eller lidt kød der er på sagen. Derfor er det for flere medier en meget vigtig opgave at stille spørgsmål om transfers.
»Hvad tænker du om din fremtid? Kunne du forestille dig at vende hjem til Superligaen? Hvad tænker du om skriverierne om ...«, er blandt de allermest stillede spørgsmål.




























