Marcus Ingvertsen scorede begge FC Nordsjællands mål i 2-0-sejren over rumænske FCSB.

FC Nordsjælland spiller sig videre til playoff-runde

Marcus Ingvertsen (th.) blev dobbelt målscorer for FCN. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Marcus Ingvertsen (th.) blev dobbelt målscorer for FCN. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

FC Nordsjælland er klar til den afgørende playoffrunde om en plads i Conference League-gruppespillet. Torsdag aften vandt FC Nordsjælland 2-0 hjemme over rumænske FCSB og avancerer samlet med de samme cifre. Marcus Ingvartsen blev matchvinder, da han scorede begge nordsjællændernes mål.

Det første faldt på et straffespark kort før pausen. Straffesparket blev begået mod Mohamed Diomande, der faldt til jorden efter en let berøring på skulderen. Det andet mål faldt i de døende minutter af anden halvleg, da Ingvartsen klappede til bolden uden for feltet. På det tidspunkt var FC Nordsjælland en mand i overtal, efter at rutinerede Vlad Chiriches havde fået sit andet gule kort efter en times spil. Det første fik han for brok, det andet for en grim tackling.

Jeppe Tverskov mener, at sejren burde have været større:

»Vi er glade generelt, og det skal vi også være, når vi vinder 2-0 i Europa. Det hele var ikke perfekt, og vi ville godt have spillet chancerne lidt større, og lukket det lidt tidligere, men en sejr er en sejr. Hvis vi er meget forkælede, så skulle vi have lukket kampen noget før, for de var trætte efter en time, hvilket vi også havde snakket om, at de ville blive. Vi vil gerne stille høje krav til os selv, men vi er i et tæt program lige nu, og der kommer ikke til at være lutter perfekte dage«.

Hårdt spillet kamp

Angriberen Marcus Ingvartsen, som blev dobbelt målscorer torsdag mod FCSB, mener heller ikke, at FCN har foldet sig helt ud endnu:

»Vi ramte ikke helt vores topniveau mod FCSB. De pressede os bedre i første halvleg end for en uge siden, og vi fandt ikke de løsninger, vi havde. Vi klarede jobbet, men vi kunne have scoret tidligere i anden halvleg. Jeg havde selv et par chancer, og vi havde nogle situationer, hvor vi kunne have brugt hinanden lidt bedre«.

Kampen krævede også lidt ekstra fra FCN-spillerne, da det rumænske mandskab gik hårdt til den inde på banen med små svinestreger.

»Det er en anden måde at spille på, og der kom lidt eftertacklinger. Dommeren havde sit at arbejde med for at have styr på det hele. De forsøgte at frustrere os og få os ud af rytmen, men vi håndterede det godt på trods af svingende dommerkald«, siger Marcus Ingvartsen.

Det hårde spil var blandt andet også skyld i, at træner Johannes Hoff Thorup var nødt til at pille Ernest Nuamah ud i pausen.

»Det hårde spil havde sin effekt på spillet og de ændringer, vi lavede i pausen. Der blev gået til den, og vi måtte ikke sætte os i en situation som dernede, hvor vi spillede 10 mod 11«.

En tur til Aserbajdsjan eller Serbien venter

For en uge siden var det FC Nordsjælland, der måtte spille en halv time i undertal i Bukarest. Dengang udnyttede FCSB ikke overtallet, men det gjorde nordsjællænderne efter lang tids flirt med 2-0-målet.

I begyndelsen af kampen så det ellers ikke ud til at blive så ensidigt. Rumænerne angreb med intensitet og fysik, og gæsterne kunne med lidt større skarphed have taget føringen i den livlige indledning. Opgøret igennem var det dog FC Nordsjælland, som var mest i boldbesiddelse, og hjemmeholdet kom kun mere i kontrol af at komme foran. Siden blev vilkårene også bedre med udvisningen til FCSB.

I den afgørende playoffrunde skal FC Nordsjælland møde serbiske Partizan fra Beograd, der vandt over aserbajdsjanske Sabah fra Baku efter straffesparkskonkurrence.

Kampene i playoffrunden spilles 24. og 31. august. Ender FC Nordsjælland som playoffvinder, skal Farum-klubben deltage i sit første europæiske gruppespil siden Champions League-deltagelsen i efteråret 2012.

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her