Saudi-Arabien er den eneste mulighed, når Fifa i slutningen af 2024 officielt skal udpege VM-værten for 2034.

Fifa bekræfter: Saudi-Arabien er eneste bejler til VM i 2034

Foto: Alexei Nikolsky/Ritzau Scanpix
Foto: Alexei Nikolsky/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Saudi-Arabien er det eneste værtsbud på VM i fodbold i 2034, bekræfter Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) tirsdag på sin hjemmeside. Det endelige valg af VM-vært vil først officielt finde sted i slutningen af 2024.

Tidligere tirsdag trak Australien sig som bejler, og dermed var Saudi-Arabiens bud det eneste tilbage.

»Som fastlagt i de udbudsregler, der blev godkendt af Fifa Council, vil der gennemføres grundige bud- og evalueringsprocesser af de lande, der har budt, inden de endeligt vil blive valgt ved en Fifa-kongres, der forventes at afholdes i sidste kvartal af 2024«, skriver Fifa.

Fifa Council er det øverste beslutningsorgan i forbundet. Organet har 37 medlemmer, og Danmark er ikke repræsenteret i det. Fifa skriver, at der vil pågå en dialog mellem Fifa og bejlerne, så buddene lever op til de kriterier, der tidligere er fastlagt i Fifa Council.

»Dialogen vil fokusere på områder som infrastruktur, kommercielle hensyn, bæredygtighed og menneskerettigheder«, skriver Fifa.

»Efter dette vil Fifa offentliggøre sine evalueringsrapporter, og hvis kravene bliver opfyldt, vil medlemslandene udpege værterne på Fifa-kongressen«.

Saudi-Arabien havde allerede annonceret sit bud den 4. oktober. Det skete, få timer efter at Fifa havde givet 2030-slutrunden til et fælles bud fra Spanien, Portugal og Marokko. Fifa satte samtidig 31. oktober som deadline for bud på 2034-slutrunden og gav altså eventuelle bejlere mindre end en måned til at byde ind.

Det er Asien eller Oceaniens tur til at afholde VM i 2034, da Nordamerika ved USA, Canada og Mexico afholder slutrunden i 2026, og Afrika og Europa samt Sydamerika ifølge Fifa er dækket ind i 2030.

Uruguay, Argentina og Paraguay er således vært for hver én kamp i 2030, inden resten af slutrunden afvikles i Spanien, Portugal og Marokko. Alle seks lande er direkte kvalificeret til 2030-slutrunden som værter.

Kritikere har set den usædvanlige konstruktion og den korte deadline som et forsøg på at bane vejen for Saudi-Arabien som vært i 2034.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her