Med to scoringer i det sidste kvarter vandt Liverpool over Crystal Palace. Joachim Andersen tæt på udligning.

Fantomredning af dansk hovedstød sender Liverpool op på førstepladsen i Premier League

Liverpool-keeper Alisson Becker hindrede med en feberredning danske Joachim Andersen i at udligne for Crystal Palace i overtiden. Dermed vandt Liverpool 2-1 og er nu på førstepladsen i Premier League. Foto: Adrian Dennis/Ritzau Scanpix
Liverpool-keeper Alisson Becker hindrede med en feberredning danske Joachim Andersen i at udligne for Crystal Palace i overtiden. Dermed vandt Liverpool 2-1 og er nu på førstepladsen i Premier League. Foto: Adrian Dennis/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret kl. 20.35.

Liverpool leverede lørdag et comeback i det sidste kvarter i en 2-1-sejr ude over Crystal Palace i Premier League. En udvisning til hjemmeholdets Jordan Ayew efter 75 minutter blev kostbar for Crystal Palace. Med en spiller i undertal indkasserede værterne fra det sydlige London to scoringer og missede et stort resultat.

Dybt inde i overtiden var danske Joachim Andersen alligevel tæt på at udligne på et hovedstød i forbindelse med et frispark, og kun en feberredning fra Liverpool-keeper Alisson sikrede gæsterne de tre point.

Crystal Palace havde 10 minutter efter pausen bragt sig foran med 1-0 på et kontroversielt straffespark, som først blev dømt efter et flere minutter langt VAR-tjek. Jean-Philippe Mateta blev ramt af en Liverpool-fod i feltet og faldt til græsset, hvor han appellerede for straffespark. Dommer Bobby Madley så ikke umiddelbart noget ulovligt, men dommeren ombestemte sig senere, hvilket betød, at Mateta kunne bringe hjemmeholdet i front.

Før pausen var Crystal Palace blevet frataget et straffespark efter et andet VAR-gennemsyn, så videokendelserne fyldte en del denne lørdag eftermiddag på Selhurst Park.

Liverpool skabte forbavsende lidt. Men gæsterne fik en livline, da Jordan Ayew efter 75 minutter bremsede Harvey Elliott i en Liverpool-omstilling og modtog sin anden advarsel og dermed rødt kort. Blot et minut senere belejrede gæsterne Crystal Palace-feltet, hvor Mohamed Salah sparkede 1-1-målet i kassen.

Lidt senere måtte Crystal Palace-keeper Sam Johnstone lade sig udskifte med en skade, så hjemmeholdet var tvunget til at lave en udskiftning på målmandsposten i den hektiske slutfase.

På vej ind i den 10 minutter lange tillægstid hamrede Harvey Elliott bolden over stregen til 2-1 og skabte ekstase på gæsternes tribuneafsnit. Sejren bringer Liverpool op på Premier Leagues førsteplads med 37 point – et point foran Arsenal, der senere lørdag tabte 0-1 i udekampen mod Aston Villa, der nu ligger på tredjepladsen med 35 point.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her