Kun langsomt sætter et par kontrollører i småløb, da to hætteklædte mænd pludselig dukker op bag det ene mål og springer over den bandereklame, som er sidste bastion inden selve fodboldbanen på Ostseestadion i Rostock. Umiddelbart virker det, som om sikkerhedspersonalet har svært ved helt at forstå, hvad der foregår, for de to baneløbere kan uforstyrret fuldføre deres plan, uden at nogen griber ind.
Og derfor suser to fjernstyrede biler sekunder efter rundt på grønsværen midt under opgøret i 2. Bundesliga mellem Hansa Rostock og Hamburger SV, mens de trækker hver sin tykke sky af henholdsvis hvid og blå røg efter sig.




























