Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Verdens længste straffesparkskonkurrence fandt mandag sted i Israels tredjebedste fodboldrække.

Israelsk playoffkamp slår verdensrekord i straffespark

Foto: Claus Nørregaard/POLITIKEN
Foto: Claus Nørregaard/POLITIKEN
Lyt til artiklen

56 spark fra 11-meter-pletten skulle der mandag til at for at finde en vinder i en playoffkamp i Israels tredjebedste række. Dermed blev verdensrekorden for den længste straffesparkskonkurrence slået, skriver Reuters. Den tidligere rekord lød på 54 spark. Den fandt sted i 2022 i en kamp langt nede i Englands fodboldrækker.

I Negev-ørkenen i Israel mødte SC Dimona og Shimshon Tel Aviv mandag aften hinanden. Det var semifinalen i playoffkampene om oprykning til landets næstbedste række. Efter 120 minutter var stillingen 2-2, og dermed skulle der straffesparkskonkurrence til at finde en finalist i oprykningsspillet.

SC Dimona brændte sit fjerde spark, og Shimshon Tel Aviv havde muligheden for at afgøre sagerne på det sidste af de ti ordinære spark. Men sparket blev brændt, og i lang tid scorede begge hold på deres efterfølgende forsøg. Efter 44 forsøg i alt havde hvert hold kun brændt to gange. Derefter gik der mere gummiben i spillerne ved pletten. Det skete dog simultant.

Først i 28. runde af spark brændte Shimshon Tel Aviv, mens SC Dimona eksekverede og tog en sejr på 23-22 i straffesparkskonkurrencen.

7 af de sidste 12 forsøg blev brændt, og derfor slog kampen heller ikke rekorden for flest scorede mål i en straffesparkskonkurrence. Føromtalte opgør i England mellem holdene Washington og Bedlington endte 25-24 efter de 54 spark.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her