Hvor var det godt set og hurtigt udført, da Claudemir med en præcis, godt timet pasning i dybden, som skar Esbjerg-forsvaret op, spillede landsmanden Cesar Santin fri til 1-0-scoringen, da FC København for en halv snes dage siden vandt 2-1 i det vestjyske, hvor den 22-årige brasilianer – Claudemir Domingues de Souza – debuterede for mesterklubben.
FC København tog endnu en sejr i Jylland Vi er ellers blevet fortalt, bl.a. af Kenneth Perez, der kender Claudemir fra den hollandske æresdivision, at »han scorer ikke mål, og han laver ikke assists. Han er ikke den fine teknikertype, den klassiske brasilianer, man forventer samba fra, men han er en solid boks til boks-spiller«, sagde Perez til Tipsbladet. Det er lige netop også en sådan type, en pålidelig, hårdtarbejdende holdspiller, FCK har søgt og fundet som afløser for løbefænomenet Atiba Hutchinson. Claudemir blev hentet til København fra Vitesse Arnhem, hvor han i to sæsoner spillede fuld tid i alle kampe på nær to. I den ene havde han karantæne, og i den anden blev han skiftet ud til sidst. »Vi tegnede en profil af den slags spiller, vi havde brug for, og via vores netværk blev vi præsenteret for Claudemir. Vi undersøgte nøje, hvad han står for, studerede ham på dvd og i kamp og lavede så kontrakten med ham«, fortæller sportschef Carsten V. Jensen. Kan bruges mange steder »Vi har fået en 90-minutters spiller, der kan bruges mange steder på midtbanen. Han kigger og afleverer fremad, han har kreative ideer, han arbejder begge veje, og han er hurtigt faldet til på holdet. For mig var han en klasse over de andre spillere i AaB-kampen i lørdags. Han er ikke nogen stor dribler, men han er effektiv i sit spil, og han har stort udviklingspotentiale«.






























