Spansk avis: Barcelona kæmpede for bare at overleve

Lyt til artiklen

Det er ikke kun danskere og danske medier, der er imponerede over FC Københavns indsats i gårsdagens 1-1-kamp mod Barcelona.

De store spanske aviser AS og El Mundo roser også københavnerne til skyerne.

LÆS OGSÅ Medier om FCK: Super, formidabelt, verdensklasse

»Der var lyn og torden i den danske nat, hvor Barcelona kæmpede for bare at overleve«, skriver El Mundo og vurderer, at FCK »var på nippet af at vinde«.

»Helt til den bitre ende kæmpede danskerne næsten heroisk, som om deres liv afhang af det«, lyder det videre i El Mundo.

Målmand fortjente rødt kort

Også AS bemærker, at FCK's evne til at kæmpe var uovertruffen, ligesom danskernes fysik var enorm.

»Solbakkens hold udnyttede deres fysiske styrke, bevidste om, at de spillede deres livs spil, og de skar ethvert Barcelona-forsøg af ved roden. Holdet så ud til at være intimiderede af danskernes potente fysik«, skriver AS.

LÆS ARTIKEL Solbakken: Nu venter der gode historier til børnebørnene

Derudover er avisen imponeret over Dame N'Doyes udholdenhed, da senegaleseren blev på banen efter at være blevet sparket ned af Barcelona-målmand Victor Valdés.

»Det ville have slået selveste Mike Tyson ud, men forbløffende nok rejste senegaleseren sig igen«, skriver AS.

Bevidstløs N'Doye oplevede ikke karatespark

Flere af de spanske aviser erkender, at dommeren burde have vist målmanden ud for overfaldet på N'Doye.

»De (Barcelona, red.) var heldige. Dommeren overså et klart frispark af Valdés på kanten af feltet. En aktion, der kunne have givet direkte rødt«, skriver avisen Sport.

Rikke Brunsgaard Andersen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her