Franz Beckenbauer, den tyske fodboldkejser, der i midten af 1970’erne som anfører førte Bayern München til tre finalesejre i Europa Cuppen for mesterhold, har knurret og været utilfreds med Pep Guardiola-holdets tiki-taka-spil. Beckenbauer har ikke brudt sig ret meget om boldbesiddelsesstilen, som afløseren for sidste sæsons supertræner Jupp Heynckes har indført.
Tirsdag aften ønskede Beckenbauer sig sikkert, at Bayern-spillerne hjemme i München i retursemifinalen mod Real Madrid havde været bedre til at holde fast i bolden. Men det tyske mesterhold, der vandt tre titler i sidste sæson og i år ’kun’ kan nå at vinde to, var slet ikke klar. Spillerne virkede hæmmet af nervøsitet og usikkerhed fra første fløjt og blev kørt ud af banen af et effektivt, taktisk perfekt indstillet gæstehold i et opgør, der fik et helt andet forløb, end de fleste havde forestillet sig.




























