Når et suverænt mesterhold er ubesejret i 32 kampe på stribe i Parken i alle turneringer og ikke har tabt dér siden 6. august 2015, da tjekkerne fra JK Jablonec vandt 3-2, giver det da anledning til en mægtig tro på, at der altid er point at hente på hjemmebane. Uanset hvem modstanderen er – og om det er en stor, afgørende kamp i den fornemste europæiske klubturnering.
Dér, hvor FC København i de første 12 hjemmekampe kun led nederlag til Real Madrid og Chelsea. Men med de to bedste angribere ude med skader og en ny førsteangriber, der senest nettede 28. august og ikke har scoret i 13 klubkampe i træk, giver det imidlertid også anledning til en vis bekymring før et opgør mod FC Porto.




























