Massimiliano Allegri ved, at han har fat i det helt rigtige mix. Juventus-cheftræneren har skabt en stamme på sit hold, der – suppleret af nogle få ændringer per kamp – har holdt buret rent i Champions League de seneste 621 minutter, mens mandskabet er ved at erobre det sjette italienske mesterskab på stribe.
Rigtig meget fungerer, som det skal. Selv mødet med medierne bliver afviklet med overskud, og ikke mindst når holdets ankermand, veteranen Gianluigi Buffon, styrer løjerne. Til Uefa-hjemmesidens læsere fortæller den store målmand endda et lille eventyr om, at han og holdkammeraterne har enorm respekt for aftenens modstander, franske Monaco.




























