2011 har været et jubelår for både dansk og svensk landsholdsfodbold. Det er stærkt, at Danmark, der satte Norge og Portugal til vægs i de afgørende kampe, og Sverige, som slog ellers suveræne Holland til sidst i kvalifikationsturneringen, har spillet sig direkte til EM 2012 næste år.
Ved årsskiftet lå Danmark på 28. pladsen og svenskerne som nummer 33 på Fifas verdensrangliste – hvor Norge er røget fra 12. til 24. pladsen. Nu er Morten Olsens hold nummer 10 og Sverige nummer 14. Derfor var der lagt op til en af de gode, seværdige venskabskampe i aftes i Parken – og de danske EM-helte gav nye løfter om, at vi har et hold, der kan blive endnu bedre og gøre en rigtig god figur i slutrunden i Polen og Ukraine.




























