Op til den kæmpestore kamp mod Tyskland i Lviv var to af de danske EM-helte fra 1992 i verbal konflikt.
Brian Laudrup har åbenbart ment, at hvis det danske EM-hold kunne gå videre fra dynamitpuljen med tyskerne (verdensranglistens nr. 3), Portugal (nr. 10) og Holland (nr. 4), ville det være lige så stort, som da Danmark (nr. 9) blev Europas nummer 1 for 20 år siden.
»Det er noget vrøvl, som man kun kan ryste på hovedet af, og en nedvurdering af 1992-triumfen«, svarede Flemming Povlsen i et interview i Süddeutsche Zeitung. »Man vinder jo ingen pokal ved at gå videre efter tre indledende kampe«.
Tyskerne kørte danskerne trætte
Den diskussion kan slutte her efter nederlaget i et spændende opgør.
De tyske favoritter sluttede med maksimumpoint og får Portugal med til kvartfinalerne. 2-1-sejren var i orden og fortjent, selv om det danske hold bed fra sig midt i kampen.
Det tyske pasningsspil trættede imidlertid danskerne, som måtte løbe meget forgæves, og selv om anfører Agger, Stephan Andersen og Nicklas Bendtner gik forrest var der ikke noget at gøre for Morten Olsens tropper.
Forgængerne sad på tribunen
På en herlig 28 grader varm sommerdag hyggede tusinder af danske og tyske fans sig i Lvivs centrum, mens de ventede på at kunne tage på Arena Lviv. Omkring 4.000 danskere var på tribunerne med to af Morten Olsens forgængere i spidsen. Sepp Piontek, der fik Danmark ind på den store europæiske scene i EM 1984, og europamestertræneren Richard Møller Nielsen.
I Morten Olsens kamp nummer 131 som landstræner måtte han ændre på sin favoritopstilling på grund af Dennis Rommedahls skade. Og det var overraskende, at Christian Eriksen blev rykket ud på højrekanten, så Jakob Poulsen var med fra start i en central midtbanetrio med William Kvist som den bageste og Niki Zimling.
Det betød, at der manglede en sprinterstærk dybdeløber i det danske angrebsspil. Derfor skulle backerne Lars Jacobsen og Simon Busk Poulsen forsøge at komme hurtigt fremad på kanterne. Men fra start var tyskerne klart de bedste.
Og hvis ikke Stephan Andersen, på Uefas statistik efter de to første spillerunder den bedste målmand i turneringen, havde været på toppen, kunne Danmark have været bagud ved pausen.
Stærk dansk defensiv
Det var en storslået redningsaktion, målmand Andersen stod for, da Thomas Müller efter et fint opbygget tysk angreb pludselig var helt fri og sparkede fra seks meter.
Daniel Agger, med en flot attitude, ryddede godt op i det danske forsvar med stærke indgreb og fornuftige afleveringer ud af forsvaret, men den danske offensiv manglede power. Bl.a. fordi Christian Eriksen havde mange boldtab, fyldte for lidt og ikke befandt sig godt på den nye plads.
Willian Kvist havde også svært ved at finde sin rolle og nogle gode placeringer som en slags midtbanesweeper. Og længe i første halvleg var holdet ikke kompakt nok samlet på egen banehalvdel, så tyskerne kunne kombinere fint og med direkte afleveringer fremad gennem ’kanalerne’, som danskerne ikke lukkede, få skabt afslutninger og store chancer.
Bendtner gjorde det godt
Danskerne blev udspillet i venstre side, og forsvaret så skidt ud, da Lukas Podolski, 100-kampjubilar, kunne score til 1-0. Men Michael Krohn-Dehlis udligningsmål på hovedstød tæmmede tyskerne noget.
En fornem, lang hjørnesparksbold fandt Nicklas Bendtner, der headede ind foran til den blandt de store tyske forsvarere lille Krohn-Dehli, som scorede sit andet slutrunde-mål.
Nicklas Bendtner var stærk i duellerne. Han havde en fin vinderudstråling, han arbejdede loyalt i holdets tjeneste, kunne holde fast i bolden og lægge den af bagud eller ud i siderne. Men han ville selvfølgelig godt have haft mere at arbejde med inde foran mål, hvor han før pausen uhyre sjældent kom ind noget, der lignede giftige indlæg eller pasninger til at afslutte på.
Dansk superangreb og tæt på 2-1
Tyskerne var ikke så ambitiøse og ’fartglade’ i spillet efter pausen. Og det gav muligheder til gode danske kontrastød og til, at Simon Busk Poulsen, der var initiativrig og tilbød sig godt, kunne deltage i meget opspil i venstre side. Jakob Poulsen var en energisk løber, som skabe variation og bevægelse og selv kom med helt frem. Han var centimeter fra at score til 2-1 med et godt skud som afslutning på et mønsterangreb, kreeret af Daniel Agger, Simon Poulsen og Bendtner.
De tyske stjerner, af mange inden kampen tippet til at vinde EM, spillede bolden tålmodigt rundt og ventede på at finde den åbning, der skulle bruges til at sætte et dødsstød ind på danskerne. Hverken Bastian Schweinsteiger eller Mesut Özul var helt på toppen mod de hårdt arbejdende danskere.
Danmark har potentiale til VM-deltagelse
Lars Jacobsen passede godt på Lukas Podolski, Simon Kjær var koncentreret i opdækningen og ikke så heldig med afleveringerne, men det lignede en stillingskrig, hvor begge hold ventede på nyt fra Holland-Portugal-kampen.
Uafgjort var jo perfekt for tyskerne. Og Stephan Andersen blev ikke testet så meget som før pausen, men klarede med god placeringsevne, hvad der var at tage sig af. Men da tyskerne lavede en fornem omstilling, og udnyttede ’åbent hus’ hos danskerne, kunne Lars Bender løbe ind og roligt placere 2-1-bolden i kassen.
Farvel og tak til Olsen og hans mænd. Lviv var endestationen for EM-kampagnen, der - trods alt - har givet os lys- og højdepunkter og et forynget hold med potentiale til at spille Danmark til VM i Brasilien om to år.
fortsæt med at læse




























