Operationen lykkedes, men patienten døde.
Den svenske landstræner Erik Hamren og spillerne er helt nede i kulkælderen efter 3-2-nedturen i matchen mod England. Et nederlag, der sendte svenskerne ud af turneringen.
De blågule gik til pause i Kiev nede med et mål, men fik på et kvarter efter pausen vendt opgøret med to scoringer, inden Englands Theo Walcott og Danny Welbeck med et pragtfuldt hælspark fik hentet den nødvendige sejr hjem for englænderne.
»Vi har spillet to rigtigt gode halvlege her ved EM, en har været okay og en har været dårlig. Jeg er vældig stolt af mine spillere, men for at vinde, skal man også have heldet på sin side. Forskellen mellem englænderne og os var effektiviteten«, vurderer Hamren overfor Expressens netavis.
Vanvittig kamp afgjort af fejl og en kølig engelsk trænerEnglands første scoring, Andy Carrolls bragende hovedstød, skyldes ifølge Hamren en kommunikationsfejl i forsvaret, mens Walcotts udligning faldt på et tidspunkt, hvor svenskerne ifølge træneren var ved at knække Roy Hodgsons mænd.
»Og det tredje, ja, jeg tror, at han (Danny Welbeck, red.) i resten af karrieren ikke kommer til at score sådan et mål igen«, siger Hamren om den 21-årige Manchester United-angribers genistreg i kampens 78. minut.
Rooney er med på tirsdag
Avisen Daily Mail er henrykt over Danny Welbecks sejrsmål og omtaler med reference til den vovede afslutning flere gange frontløberen som 'Danny Cool'.
Daily Mails ekspert, den tidligere landsholdsspiller Jamie Redknapp, havde på fornemmelsen, at den kølige angriber ville levere varen mod svenskerne og føle sig hjemme i startopstillingen ved siden af Andy Carroll.
»Jeg skal love for, at han følte sig hjemme«, skriver Redknapp, og vurderer, at Carroll på trods af det fremragende hovedstødsmål må tage plads på bænken mod Ukraine på tirsdag.
Wayne Rooney, der har haft karantæne i Englands to første opgør, er nemlig klar igen.
Matchvinder Welbeck hylder de klassiske dyderEnglands manager, Roy Hodgson, der for første gang i sin fire kampe lange regeringstid som landstræner kunne se Three Lions score mere end et mål i en match, er en mand af den gamle skole.
Taktiske hemmeligheder er ikke noget Hodgson benytter sig af.
»Mod Ukraine kan Rooney være en afgørende faktor og jeg er glad for at sige velkommen tilbage«, siger Hodgson, og antyder, Rooney kommer til at spille i en rolle som hængende angriber bag Welbeck, som får masser af ros i den engelske presse og af holdkammeraterne.
»Det mål havde alt og Danny fik det til at se så let ud«, siger Theo Walcott, der stop for oplægget til scoringen.
»Hvis folk inden turneringen ikke kendte Danny, så kender de ham nu«, siger Arsenal-wingen ifølge The Sun.
fortsæt med at læse




























