Magnus Pehrsson er kommet til Aalborg med en ambition om at gøre mesterholdet mere taktisk fleksibelt, så man kan skifte ’spilleplan’ og taktik fra kamp til kamp og også undervejs i kampene.
Men indtil videre er den indspillede 4-5-1-model en succesopskrift, som den svenske træner helt sikkert vil holde meget fast ved. Og selvfølgelig primært i de helt store kampe – som den torsdag aften i England, når AaB spiller ottendedelsfinale mod Manchester City i Uefa Cuppen. Det var jo bestemt ikke nogen ’god flirt’, AaB’erne havde med 4-4-2 i søndags mod FC Nordsjælland. Magnus Pehrsson drog tidligt konsekvensen af, at spillet ikke fungerede. Jeppe Curth, der startede i front sammen med Luton Shelton, blev trukket tilbage på midtbanen, kom frem og scorede det, som de fleste forventede var et 1-0-sejrsmål. Det blev det så ikke, fordi AaB uden Michael Jakobsen (karantæne) og Kjetil Wæhler (skadet) ikke kunne lukke af som sædvanligt, og fordi AaB-spillernes indstilling for en gangs skyld ikke var god nok. Michael Jakobsen og Kjetil Wæhler er tilbage mod Manchester City i en startformation, som formentlig vil se ud som på grafikken her. 4-5-1 – med Thomas Augustinussen, anføreren, som balancespiller i en defensiv rolle. Han skal ’trække i snorene’, så de øvrige midtbanefolk er på plads, når modstanderne har bolden, han skal være i tæt kontakt med de fire bageste, og han skal være med til at starte opspillet ved at spille boldene ud i siderne eller måske slå en lang bold til spydspidsen, hvis City-forsvaret er i ubalance. Bedst med fem på midten »Man forsvarer bedst med fem mand på midtbanen, og derfor er det den måde, vi skal spille på«, forklarer Magnus Pehrsson. AaB gjorde det på den europæiske scene under Erik Hamrén i sidste sæson (nogle gange var det 4-1-4-1, andre gange 4-4-1-1), og Allan Kuhn var ubesejret som ’reservecheftræner’ i efteråret på samme måde. Under Kuhn og Magnus Pehrsson er AaB ubesejret i 16 turneringskampe på stribe – og AaB er lige nu Europas nummer 22 på sæsonens klubrangliste baseret på resultaterne i Champions League og Uefa Cuppen. I de to kampe mod Deportivo La Coruna spillede AaB taktisk eksemplarisk, tæmmede og besejrede spanierne ved at holde firebackkæden langt tilbage, slå kontra med hurtigt omstillingsspil bygget op med kvikke kombinationer (det gav tre mål) – og så være skarp og dygtig og holde alle aftaler omkring de offensive standardsituationer (det gav også tre mål). I 4-5-1-systemet er AaB-holdet meget kompakt, når man forsvarer sig, og Magnus Pehrsson understregen vigtigheden af, at de to stoppere, Augustinussen og de to centrale midtbanespillere skal udgøre en slags femmandsblok, der hindrer Manchester City i at spille sig frem midt op ad banen. Modstanderne skal tvinges til at spille bolden hen, hvor truslen mod Karim Zazas mål ikke er så stor. Det gør ikke så meget, vurderer Magnus Pehrsson, at City har bolden ude i siderne og laver indlæg derfra. Enevoldsen nøglespiller Når bolden er erobret, skal der løbes. »Vi skal have mange retvendte spillere i bevægelse i fart fremad«, siger Magnus Pehrsson. Backerne må gerne tilbyde sig ude på kanterne, og de centrale midtbanefolk skal op i nærheden af førsteangriberen og støtte ham. De skal være klar til at erobre ’andenboldene’, og de skal være indstillet på at løbe i dybden. Det gør Thomas Enevoldsen ofte fremragende og med power og optimisme. Han kan blive en nøglespiller i Manchester som manden, der flytter rundt på City-forsvarerne, når han kommer stormende, og som afslutter, når han kommer helt ind i feltet. AaB’erne vil tempomæssigt og fysisk blive udfordret mere end mod Deportivo, og Manchester City er favoritten. Men City mangler klasseangriberen Craig Bellamy, der sænkede FCK, og Manchester City er et hold, der lever meget på, at de offensive individualister er på toppen. Det var Deportivos bedste folk ikke i de to kampe, hvor AaB’erne var de taktisk klogeste – og 4-5-1 kan godt, hvis alt fungerer og lykkes 100 procent igen, blive sejrsrecepten igen og bringe AaB videre i Europa.






























